Vystopia: Skal vi medicineres mod empati?
VYSTOPIA – Er empati en lidelse, man skal medicineres mod? Nina Bjarup Vetter har fået tilbudt lykkepiller, fordi hun mister livsglæden og føler sorg ved at se landbrugsdyrenes uretfærdige lidelser. Den australske psykolog og veganer Clare Mann betegner tilstanden som »vystopia«.
Den australske psykolog og veganer Clare Mann har opfundet ordet» vystopia«.
KRONIK
Af Nina Bjarup Vetter, stud. teol. og formand for den lokale miljøforening BLAK på Djursland
Jeg har i mange år lidt af det, jeg i mangel på bedre har kaldt »emotionel forurening« – en følelse af at blive inficeret med sorg og nedtrykthed, når jeg bliver konfronteret med et samfund, hvor levende væsener er reduceret til produktionsenheder.
2017 blev året, hvor lidelsen fik et officielt navn, formuleret af den australske psykolog og veganer Clare Mann. Hun har med ordet vystopia sat navn på den tilstand, som følelsen af samhørighed og empati med dyrene medfører i et samfund, hvor dyrene står ubeskyttede over for overgreb.
I flere år har Clare Mann været psykolog og sjælesørger for vegetarer og veganere. Fælles for dem er den udfordring, de har med at eksistere i et samfund, som vender det døve øre og det blinde øje til det industrielle landbrugs instrumentelle dyre- og natursyn.
Clare Mann forklarer selv sit begreb som dels »en eksistentiel krise, der opleves af vegetarer og veganere, som er udsprunget af at leve i en samfundsordning, som tillader og legitimerer dystopien« og dels som en »bevidsthed om den grådighed, som omfattende udnyttelse og speciesicme medfører, og som fører til den moderne dystopi«.
I langt de fleste tilfælde bliver jeg mødt af accept, men jeg har også oplevet situationer, hvor jeg bliver mødt med en holdning om, hvad jeg bilder mig ind at sidde der og være selvretfærdig, når jeg takker nej til flæskestegen.
Men det handler for mig ikke om at være moralsk hævet eller blot med på tidens sidste spisetrend. Det stikker langt dybere og har stor og negativ daglig indflydelse på min livskvalitet at se dyr blive behandlet dårligt.
Dyrenes uretfærdige lidelser
I det daglige er der mange hændelser, som kan aktivere vystopien. For mig, som bor på landet, sker det, hver gang jeg kører forbi et staldanlæg.
I disse dage er de let genkendelige på de mange nyopførte svinebaronier. Gigantiske hvidpudsede hovedhuse, som er trukket bekvemt væk fra lugten og svineriet, og som vidner om, at det er og længe har været en god forretning at ’producere’ grise.
Over det ganske land skinner solen på de sortglaserede tegltag og de endeløse og ensformige bygmarker. Solstråler som millioner af grise aldrig mærker, og endeløse marker de aldrig betræder.
Nok forsøger man og har haft held med at vildlede befolkningen med hermetisk lukkede anlæg, men disse barrierer virker ikke på den vystopiramte. Vi både ser og hører instinktivt, hvad der foregår, og er med rette forfærdede over det, men i lige så høj grad forfærdede over at det er tilladt.
Bevidstheden, som den vystopiramte har om dyrs uretfærdige lidelser, fører til både stor forvirring og stor afmagt. Forvirring, fordi det man oplever på indersiden i form af sorg, afmagt, vrede og medlidenhed med dyrene, fra det omkringliggende samfund besvares med noget, som ligner spontan ondskab og vanemæssig ligegyldighed over for dyrenes lidelser. Det er jo »bare« dyr.
Vi forfærdes og forarges, når pæne nyhedsværter uberørte for tæller om tal fra landbruget, mens der samtidigt vises billeder bag dem af grise eller køer, som er i tydelig mistrivsel.
For nogle uger siden florerede et billede af ’superso’ nummer 5.186 fra svinebedriften Moutrup på Mors. Hun har med 33 levende smågrise skabt ny rekord. Ikke en eneste dødfødt. Billedet af supersoen og hendes smågrise blev med stolthed delt i Landbrugsavisen og på de sociale medier.
Her kunne man se en stor so ligge fastspændt i noget, som både ligner og er et torturinstrument. På det dyrefjendske tremmegulv flokkedes de 33 smågrise omkring hende. Man kan kun håbe på, de indtil videre lever i uvidenhed om de mange lidelser, som vores ’krav’ om forbrugerfrihed, frikadeller og flæskesteg har forberedt dem.
Frikadellens bagside
Det er ikke kun i stuerne, at synet på dyr er sørgeligt. Landmandselever trænes gennem hele uddannelsen til at omtale dyr som produktionsenheder, og uddannelsen er gennemsyret af et fremmedgørende syn på dyr. De, som ikke kan slukke for deres empati, sorteres hurtigt fra.
End ikke dyrlægerne kommer dyrene til undsætning. Den eneste generøsitet, dyrlægerne udviser, er rundhåndetheden med antibiotika. Et forhold, som ikke alene sætter dyrenes velbefindende over styr, men som også forårsager omfattende bakterieresistens og MRSA hos mennesket. Lidt retfærdighed er der måske til, kunne man tænke.
Til slut møder dyrene vognmanden og slagteriarbejderen. Hvad der foregår i disse stunder af dyrenes liv, bør være enhvers skam og understreger følelsen af at leve i et dystopisk samfund.
En tur på motorvejen ender for mange af os vystopiramte i gråd og afmagt, når den ene grisetransport efter den anden passeres. Alene her konfronteres civilsamfundet med frikadellens bagside. Her får både hr. og fru Hansen chancen for at høre og se de levende dyr, som er på deres livs første og sidste rejse. Sammenstuvede, tørstige, indespærrede, forvirrede og bange.
Enhver med et minimum af empati både ser og føler disse dyrs lidelser. Al følelse af retfærdighed og fornuft byder én at hjælpe disse sagesløse og lidende dyr, men loven og samfundet har i disse tilfælde rottet sig sammen. Den skyldige kendt uskyldig og den uskyldige latterliggjort.
Sorg og afmagt
Jeg kommer jævnligt stortudende hjem, når jeg har set, hvorledes de ’økologiske’ kyllinger stakkes i bure fra den lokale kyllingefarm. En stille aften udenfor forvandles lige så ofte til sorg og afmagt, hvis jeg hører en ko brøle særligt højt.
Instinktivt sætter jeg det i forbindelse med de tusindvis af tvangsfjernede kalve, som brutalt skilles fra deres mødre.
Mennesket har tilbedt koen gennem århundreder for hendes imponerende og beundringsværdige moderinstinkt, og generøst har koen givet mælk både til sit afkom og til mennesket. Ikke engang den allerdybeste relation, relationen mellem mor og barn, kan man respektere. Naturligvis både bør og gør det indtryk. Det synes som om, det syge er blevet normalt og det sunde illegalt.
Foragt for det levende
For den vystopiramte findes der ikke noget, som »bare« er et dyr, lige så lidt som der engang var noget, som »bare« var en slave, en kvinde og så videre.
På sørgeligste vis har menneskets foragt for det levende forløbet samtidigt med, at vores produktion og tilbedelse af døde ting er steget. Et forhold, som har sat mere end halvdelen af jordens arter over styr på mindre end et halvt århundrede.
I denne periode har vi vekslet enestående økosystemer og en artsrigdom til materiel rigdom. En rigdom, som primært består af meningsløse forbrugsgoder. I takt med at vi fylder børneværelserne med døde tøjdyr, forsvinder de levende.
Man kan for fornøjelsens (eller forargelsens) skyld se på, hvilket lovkompleks og med hvilken ildhu vi i samfundet beskytter vores materielle ting og sager. Et forhold, som står i skærende kontrast til naturens og dyrenes mangelfulde beskyttelse.
Se brutaliteten og afstumpetheden
Om få år vågner verden, og vi kommer til at erkende, at ingen ting er bedre end ingenting.
Jeg er nok ikke den eneste vystopi-ramte, som har fået tilbudt lykkepiller mod min lidelse. Men kan det virkelig have sin rigtighed, at man skal medicineres mod empati? Eller skulle vi som samfund ikke hellere se på afstumpetheden, på brutaliteten?
Skulle både læger og dyrlæger ikke for år tilbage have råbt vagt i gevær? Giver lægernes omhu med at udskrive penicillin mening, når dyrlægerne udskriver i tonsvis? Recepter som alene handler om at spare kroner ved at fravænne smågrisene for tidligt.
Det er på høje tid, vi sætter fokus på vores egen arts skyggesider. Ethvert anstændigt tænkende og følende menneske kan alene sige fra over for det, som foregår mod vores medskabninger. Konklusionen er indlysende: alle dyr har ret til frihed. Ret til luft under vingerne og jord under klovene, kløerne og hovene.
I flere år har Clare Mann været psykolog og sjælesørger for vegetarer og veganere. Fælles for dem er den udfordring, de har med at eksistere i et samfund, som vender det døve øre og det blinde øje til det industrielle landbrugs instrumentelle dyre- og natursyn. Foto: Screendump
