Visionen om det bæredygtige landbrug
KRONIK – Det er Kirsten Brosbøls udfordring at skabe en vision for en bæredygtig landbrugsproduktion især på de sårbare arealer. Henrik Saas Larsens og Karen Hækkerups fortælling om fortsat endeløse kornarealer og forøget svineproduktion rimer ikke på hverken vandmiljø eller timelønningen for en polsk slagteriarbejder. Derfor er der akut behov for en fortælling om, hvordan landskabet kan se ud med en bæredygtig produktion, skriver Anders Borgen.
Anders Borgen i en forsøgsmark. I de sidste 100 år har proteinindholdet i både byg og hvede været svagt faldende, men i den samme periode er kvælstoftildelingen blevet ti-doblet. Det har ført til massiv forurening, men har ikke ført til bedre bagekvalitet.
Debatten om landbrugets kvælstofforbrug raser fortsat, ligesom den nu har gjort i 30 år, og alt tyder på, at debatten vil fortsætte. For problemet med forureningen er fortsat langt fra løst. Så presset fra miljøbevægelsen vil fortsætte, og landbrugets organisationer benægter fortsat problemet og modsætter sig alle forslag uden selv at byde ind med løsninger.
I løbet af sommeren havde vi debatten om protein-indholdet i kornet, som på grund af vejret ligger meget lavt i år. Påstanden fra landbrugets organisationer var, at det lave protein-indhold skyldes kvælstof-begrænsningerne, og at protein-indholdet nu er blevet så lavt, at dansk hvede derfor nu ikke længere kan bruges til brødbagning.
Fagligt set noget vås
Det lyder jo alvorligt, men fagligt set er det noget vås, og efterlader landbruget med et forklaringsproblem om, hvordan det kunne lade sig gøre bage brød i gamle dage.
I de sidste 100 år har proteinindholdet i både byg og hvede været svagt faldende, men i den samme periode er kvælstoftildelingen blevet ti-doblet. Det har ført til massiv forurening, men har ikke ført til bedre bagekvalitet.
Det er rigtigt, at man alt andet lige kan øge proteinindholdet i en afgrøde ved at tildele mere kvælstof, men alt andet forbliver bare ikke lige.
Sorten, kvælstoftildelingen og vejret er tilsammen de vigtigste parametre for udbyttepotentialet, og sorten vælges ud fra den mængde gødning man har til rådighed og det vejr, man forventer.
Efterhånden som kvælstoftildelingen med tiden er steget, har man ændret sortsvalg i retning af sorter med højere udbyttepotentiale.
Sorter med højere udbyttepotentiale vil altid have et lavere proteinindhold, men det er så kompenseret ved det højere kvælstof-niveau. Derfor er protein-indholdet i dag stort set det samme som tidligere, eller faktisk lidt lavere.
Det er generelt ikke steget som følge af det højere kvælstofniveau, og i de sidste år, hvor kvælstof-tildelingerne er blevet lidt begrænset, er det heller ikke faldet. For det vil landmanden altid justere gennem sortsvalget, så han kan opnå det protein-indhold, som efterspørges på markedet.
Hvis landbruget fik lov
Hvis landbruget fik lov at gøde mere med kvælstof, så er det så sikkert som Amen i kirken, at sortsvalget ville ændre sig i retning af sorter med et højere udbyttepotentiale, som ville kunne udnytte den ekstra kvælstof, og resultatet ville blive et uændret protein-indhold, men med et højere udbytte.
Og hvis der så igen som i år kommer et vejr med gode betingelser for kernefyldning, så vil protein-indholdet blive lavt, så så vil landboforeningerne igen komme og sige, at de skal have lov at tildele endnu mere kvælstof.
Der kan være gode grunde til at gøde mere, end man gør nu, men bagekvaliteten i hvede og maltkvaliteten i byg er bare ikke blandt disse. Derimod vil mere kvælstof givetvis føre til højere udbytter, og dermed bedre økonomi for landmanden og også for samfundet, og god økonomi er jo som regel en god ting.
Man skal derfor ikke begrænse kvælstof-forbruget mere end nødvendigt for at opnå den miljøtilstand, som man ønsker. Derfor er der efterhånden opnået bred enighed om, at det nok ville være bedre at målrette miljøreguleringen til de jorde, som er mest følsomme for så til gengæld at tillade mere gødskning der, for jorden er bedre. Heri er både miljøbevægelsen og landbrugets organisationer enige, og det er da også en af de centrale anbefalinger i Natur- og Landbrugskommissionens rapport.
Retentionskort giver nye slagsmål
Knap er der for første gang er enige om noget på dette område, som peger fremad, før der opstår nye problemer.
For at finde ud af, hvor man så skal have lov at gøde mere, og hvor man så til gengæld skal gøde passe mere på, er Miljøministeriet begyndt at udarbejde et såkaldt retentionskort, altså et landkort, som viser jordens evne til at holde på kvælstoffet i forskellige egne af landet og helt ned til den enkelte mark.
Som det er alment kendt, så er jorden generelt god på Lolland og de andre øer, men mere sandet i Nord- og Vestjylland. Selvom der nationaløkonomisk er god fornuftigt i at målrette kvælstofindsatsen, så kan det på de enkelte landbrug og i de forskellige regioner få ganske store konsekvenser med målrettet indsats. Ligeså begejstrede de i er for idéen ved de lollandske sparekassers garantmøder, ligeså bekymrede er man naturligvis i Nordjylland.
Allerede inden nogen har set retentionskortene, har Lektor ved CBS Troels Troelsen været ud med en spådom om, at 80 procent af landbruget i Nordjylland må lukke, tre-fire banker vil gå konkurs, og han opfordrer landmænd til strejker og traktorblokader af motorvejene for at protestere.
Landbrug & Fødevarer har gennem Landbugsavisen spurgt Miljøminister Kirsten Brosbøl, og Troels Troelsen har ret i, at det vil gå så galt. I skrivende stund har hun ikke svaret, så indtil vi får det svar, vil jeg da gerne give mit bud på et svar.
Ja, hvis Danmark skal genoprette en bare nogenlunde vandmiljø, så skal der ske ganske mærkbare ændringer især i nogle egne af landet, og Nordjylland er en af dem. Men om det får negative konsekvenser for de berørte landmænd og regioner, det vil helt afhænge af, hvordan ændringerne bliver gennemført. Det behøver nemlig slet ikke betyde noget økonomisk tab.
Endeløse kornmarker er en dårlig idé
Landbrugsproduktionen både nationalt og på de enkelte landbrug er helt afhængige af rammevilkårene, og de omfatter meget andet, end hvor meget kvælstof, der kan tildeles til de enkelte marker. I øjeblikket dyrker danske landmænd korn, fordi rammevilkårene i EU favoriserer kornproduktion.
Det er ikke fordi korn er specielt egnet til at gro i Danmark, tværtimod, og det er ikke fordi, man i korn kan høste det største udbytte pr. arealenhed eller pr. arbejdstime. Faktisk ville den danske landbrugsproduktion stige, hvis man dyrkede græs frem for korn, for man kan simpelthen høste flere foderenheder pr. hektar i græs.
Samtidig er kvælstofforureningen langt lavere i græs og andre afgrøder med lang vækstsæson, end den er i korn. Kvælstofforureningen fra landbruget skyldes i langt højere grad et for stort kornareal, end det skyldes for meget kvælstofgødskning på den enkelte kornarealer.
Korn spiser langt hovedparten af det kvælstof, der er til rådighed mens kornet gror, og det gør det næsten uanset, hvor meget man gøder.
Problemet med korn er bare, at det stort set kun vokser i tre måneder om året, mens det kun optager minimale mængder af næringsstoffer i de resterende ni måneder af året, hvor jorden bliver ved med at frigive kvælstof. I en græsmark bliver ved med at gro så længe temperaturen er til det, og derfor er der stort set ingen udvaskning fra en græsmark.
Gumlende køer og får
Hvis den målrettede miljøregulering betyder, at landbruget fortsat kun skal dyrke korn, og at man i Nordjylland kun må gøde med halvdelen af de mængder, som man bruger i dag, så bliver de meget svært at være nordjysk landmand, og også svært at være nordjysk bankdirektør for den sags skyld.
Men hvis man i stedet tænker lidt visionært og ser for sig et landbrug, der omlægges fra en forurenende kornproduktion til noget med græssende køer og får, så kan man udmærket opretholde en stor landbrugsproduktion på sandjordene.
Hvorfor skal vi importere alle de lammekøller fra New Zealand og overlade hele verdensmarkedet for lammekød til dem?
Hvorfor skal danske køer stå og spise korn og soja, mens de skider gylle på et spaltegulv i en stald, når de nu er beregnet at gå på en mark spise græs?
Det er i hvert fald ikke fordi det giver en større produktion, for den ville faktisk blive større, da udbyttepotentialet er større i græs end i korn. Man kan sagtens opretholde en stor landbrugsproduktion uden kvælstofforurening, men en ensidig kornproduktion vil aldrig blive bæredygtig i vort klima.
Miljøministeren og landbruget må tænke ud af boksen
For på én gang at redde vandmiljøet og de nordjyske banker kan man kun håbe på, at både landbruget og miljøministeren tænker ud af boksen, og vælger en løsning i retning af at indrette rammevilkårene på en måde, som fremmer omlægningen af landbrugsproduktionen fra korn til mere miljøskånsomme afgrøder især i de området af landet, hvor retentionskortet viser, at der er særlig brug for en målrettet indsats.
Danmarkskortet vil ændre sig. Danmarkskortet SKAL ændre sig. I Steen Steensen Blichers tid ændrede det sig fra hede til en kombination af kløvergræs, kartofler og korn. Det medførte en markant forøgelse af udbytterne.
Heden er vort klimas ørkendannelse, som opstod fordi overgræsning af de miljøfølsomme arealer er ubæredygtig. Nu er kløvergræsset forsvundet fra sædskifterne, og de følsomme jorde har vist sig ikke at kunne tåle den ensidige kornproduktion uden at ødelægge vandmiljøet. Derfor må der igen en massiv omlægning til.
Det betyder ikke, at landbrug behøver at blive opgivet i de områder, ligesom hedebønderne heller ikke blev arbejdsløse ved omlægning af af den jyske hede. Det vil blot betyde, at man igen bliver nød til at gøre en særlig indsats for at gøre landbruget på disse følsomme jorde bæredygtigt. Og landbrug kan heldigvis være meget andet en ensidig kornproduktion.
Kirsten Brosbøls udfordring
Dansk landbrug har eksisteret i 4000 år, og af disse er der kun de sidste 40 år, hvor man har haft ensidig korndyrkning. Det har vist sig at være en dårlig idé, men hvad skal vi så?
Dette er nu Kirsten Brosbøs udfordring. At skabe en vision for en bæredygtig landbrugsproduktion især på de sårbare arealer. Henrik Saas Larsens og Karen Hækkerups fortælling om fortsat endeløse kornarealer og forøget svineproduktion rimer ikke på hverken vandmiljø eller timelønningen for en polsk slagteriarbejder.
Derfor er der akut behov for en fortælling om, hvordan landskabet kan se ud med en bæredygtigt produktion.
Skal det være får, der afgræsser Nordjylland, eller måske kænguruer? Eller karper, som svømmer rundt i recirkuleret vand og spiser kløvergræs?
Alt, hvad der kan spises, vil kunne sælges i de kommende år, og der er masser af dyr, som kan spise græs. Hverken landbrugets organisationer eller Bjarne Coridon kan leve med, at lukke landbruget i Nordjylland, så nu er opgaven at skabe nogle rammevilkår, som kan lokke bønderne over i andre mindre belastende produktionsformer samtidig med, at man afvikler den nuværende forurening af vandmiljøet.
Anders Borgen er cand.agro og økologisk planteforædler
