Vintertid forstyrrer køernes rytme

VINTERTID – Vi skifter fra sommertid til vintertid natten til søndag. Det forstyrrer køernes rytme og kan gå ud over mælkeydelsen.

Køer bryder sig ikke om at blive forstyrret i deres døgnrytme.

 

Søndag morgen vil landets køer måske give lidt mere lyd fra sig end normalt, fordi vi hen over natten har skruet tiden en time tilbage på grund af skiftet fra sommertid til vintertid.

De drøvtyggende dyr med fire maver er nemlig hurtige til at mærke forskellen, da de er vanedyr, fortæller landmand Gregers Kristensen, der har en bedrift med 300 malkekøer i Gamst øst for Vejen.

- Vi prøver at være så præcise som muligt, så tingene foregår på samme klokkeslæt hver dag, da det er noget, køerne kvitterer bedst for, siger han til nyhedsbureauet Ritzau.

Når der skiftes fra sommertid til vintertid, har Gregers Kristensen erfaring med, at der går en uges tid, før køerne vænner sig til, at solen står lidt anderledes ved malketid.

- Der går et par dage, hvor køerne skal indstille sig på skiftet, og hvor det går lidt ud over produktionen. Men når de først har genfundet rytmen, så er alt i samme gænge, fortæller han.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: