17 milliarder kroner. Så meget bidrog vindmølleindustrien til den samlede danske samfundslagkage i 2010, oplyser vindmølleindustriens brancheforening.
Oveni i det beløb kommer et indirekte bidrag til BNP på over syv milliarder.
Det skyldes, at den store aktivitet i vindmølleindustrien smitter positivt af på andre brancher – eksempelvis transportbranchen. Det viser en ny rapport fra Deloitte. Tallene vækker glæde hos Vindmølleindustrien.
- Det er et stærkt bidrag til det danske samfund. Det svarer faktisk til en stor vækstpakke. Det viser, at vindmølleindustrien ikke bare er god for klimaet, den gavner også samfundsøkonomien, påpeger Vindmølleindustriens direktør, Jan Hylleberg i en pressemeddelelse. Han uddyber:
- For hver krone, der omsættes i vindmølleindustrien, genereres der lidt over 40 øre i andre sektorer i Danmark.
Har skabt over 25.000 arbejdspladser
Det fremgår også af rapporten, at industrien i Danmark har skabt over 25.000 arbejdspladser.
- For hver arbejdsplads, der skabes i vindmølleindustrien, skabes der ca. en halv arbejdsplads i andre sektorer i Danmark, forklarer Jan Hylleberg og tilføjer, at industrien eksporterede for 46 mia. kr. i 2010.
Rapporten peger derudover på, at den danske Vindmølleindustri ligger i top, når det gælder forskning og udvikling. I Danmark bruges knap 8 % af industriens bidrag til BNP på forskning og udvikling, hvilket er langt over EU-gennemsnittet.
- Danmark er helt i front, når det gælder om at finde nye teknologiløsninger i omstillingen til et mere grønt energisystem. Det giver videntunge jobs, der gavner hele samfundet, siger Jan Hylleberg.