For nylig leverede prototypen af Siemens nye 6 MW havmølle en døgnproduktion på 144.000 kWh. Det svarer til elforbruget i 10.000 husstande og er ny dansk rekord for vindmøller, oplyser Siemens.
Vindmøllen kørte for fuld kraft i alle døgnets 24 timer.
- Det er ikke så almindeligt, at vindmøller på land kører ved fuld effekt i et helt døgn. For at det skal ske, skal vindhastigheden konstant ligge over 13-14 m/s, og den må heller ikke overstige 25 m/s, hvor vindmøllen begynder at regulere ned, forklarer Henrik Stiesdal, der er teknologichef i Siemens Wind Power.
- Men lørdag 12. maj var vi heldige med vindforholdene og fik sat en rekord, som vi i sagens natur faktisk ikke kan slå med denne mølletype uden at hæve effekten over 6 MW, siger han.
Ud over, at det i sig selv er en milepæl, giver de i alt 30 timer, møllen kørte ved konstant maksimaleffekt, også gode tekniske målinger.
- Med så lang tid ved maksimaleffekten er eksempelvis temperaturforholdene i den nye direkte drevne generator nu fuldt belyst, siger Henrik Stiesdal.
Hvis forholdene altid var ligeså optimale som 12. maj, skulle der blot 259 af Siemens 6 MW møller til at dække elforbruget for samtlige danske husstande.