For tyve år siden var det nærmest umuligt at opdrive en eneste havørred i den 14 kilometer lange Villestrup Å i Himmerland. Men i dag er åen fyldt med med fuldvoksne havørreder, vise en ny optælling.
DTU Aqua har netop opgjort bestanden til cirka 3.500 havørreder. Det svarer til 250 fisk per kilometer.
Udviklingen er sket i takt med, at spærringer ved de sidste dambrug er blevet fjernet, og at åen er blevet genetableret, som den var oprindeligt.
Det betyder, at de mange ørreder fra Mariager Fjord frit kan vandre mellem fjord og å, og at at havørredbestanden nærmest er eksploderet.
Det hjælper at fjerne dambrug
Åen ligger i dag i den europæiske superliga, mener miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
- Succesen fra Villestrup Å viser med al tydelighed, at det batter at få opkøbt de mange ældre dambrug, så spærringer i vandløbene bliver fjernet, og fiskene kan svømme frit. Det giver en spræl-levende å med mange flere fisk, som ikke mindst vil være til stor glæde for lokale lystfiskere, der får bedre mulighed for at få en fin fangst med hjem, siger han.
Mange flere fisk på vej
Hvis alt går vel, er der mange flere fisk på vej i de danske åer og fjorde. For nylig afsatte ministeren knap 47 millioner kroner til opkøb af ældre dambrug frem til 2021, så kommunerne har mulighed for at indgå frivillige opkøbsaftaler med lodsejere.
- Når vi flytter dambrugsproduktionen over på større og mere miljøeffektive anlæg, giver det ikke alene mulighed for at producere flere fisk for en langt mindre miljøbelastning. Det giver også flere fisk i åer og fjorde, ligesom vi har set det med Villestrup Å, siger Esben Lunde Larsen.
Den voksne bestand af havørred i Villestrup Å er steget siden 1996: