Vildheste slippes løs på Falster

NATUR – En flok vilde heste er i dag blevet sluppet fri i Bøtøskoven på det sydlige Falster. Det er formentlig første gang nogensinde, at Østdanmark kan byde velkommen til vilde heste, der minder om den oprindelige, europæiske vildhest, tarpanen.

En hingst, fem hopper og to føl er i dag blevet sluppet løs i Bøtoskoven på Falster.

De vilde heste, der nu er sluppet løs i Bøtøskoven, er en familie på otte og består af en hingst, fem hopper og to føl. Hestene kommer fra et naturreservat i det nordlige Tyskland.

De er af racen konik, som er fremavlet, så racen i dag ligner den oprindelige, europæiske vildhest, tarpanen. Tarpanen uddøde omkring år 1900.

- Vi har store forventninger til, at grupper af vilde heste og køer kan hjælpe os med til at sikre et varieret og spændende skovlandskab i Bøtø. Det skal bl.a. være til stor gavn for nogle af de sjældne sommerfugle, der findes i området, siger formand for Den Danske Naturfond, Lauritz B. Holm-Nielsen.

Lysåben græsningskov
Den Danske Naturfond købte Bøtøskoven i marts 2017. Siden overtagelsen er den blevet omdannet, så den tidligere intensivt drevne produktionsskov er blevet en mere lysåben græsningsskov.

Ved at skabe mere lys, luft og vand vil man tilgodese mange sjældne arter, der findes i området. Det gælder bl.a. sort ildfugl og spejlbredpande, som er meget sjældne sommerfugle.

- Bøtøskoven giver allerede nu gode muligheder for nye og anderledes naturoplevelser. Vi er meget begejstret over denne bevågenhed, som dette naturgenopretningsprojekt allerede nu har haft for kommunen, siger borgmester John Brædder, Guldborgsund Kommune.

Åbent hus på søndag
Der er åbent hus i Bøtøskoven søndag den 12. november kl. 11:00, og kl. 13:00 vil kommunens medarbejdere stå til rådighed og svare på spørgsmål. Mødested ved Kviehusplads ca. 700 meter nede ad skovvejen fra hovedindgangen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: