Vild natur på Københavns Universitet

NATUR I BYEN – 100 frivillige plantede i går 10.000 vilde blomster på en tidligere græsplæne ved Københavns Universitet. 600 kvadratmeter vild natur skal give byens borgere og besøgende et bedre kendskab til vilde urter og inspirere til flere ture ud i naturen.

Blomsterne er blot første del af de vilde naturrum, som også får stillet møbler og informationsmateriale op i løbet af året. Foto: Vild Campus

Københavnerne har fået en ny stump vild natur tæt på Zoologisk Museum, efter at Københavns Universitet i går omlagde 600 kvadratmeter plænegræs til vilde blomsterbede. Det skal give byens borgere og besøgende et bedre kendskab til vilde urter og inspirere til flere ture ud i naturen.

Omkring 100 frivillige brugte deres eftermiddag på at sætte planter i jorden, oplyser universitetet.

Liden klokke, tjærenellike og blåhat er nogle af de farverige planter, der typisk vokser på solrige græslande og overdrev langt fra byernes centrum, men nu kan man også lære planterne at kende midt på Nørrebro. Her er nemlig anlagt fire små naturrum med hver deres karakteristiske planter fra henholdsvis græsland, eng, skov og strand.

Vild natur til byens borgere
Blomsterne er blot første del af de vilde naturrum, som også får stillet møbler og informationsmateriale op i løbet af året.

- Ideen er at bringe et lille stykke natur til byens borgere, fortæller projektleder Elisabeth Wulffeld fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet.

- Bedene er ikke en erstatning, men en appetitvækker til også at tage uden for byen for at få den fulde naturoplevelse. Vi vil derfor guide til de bedste lokaliteter på Sjælland, som man kan lade sig inspirere af, når man går gennem naturrummene på vej hjem fra arbejde eller er ude for at lufte hunden.

Hun håber også, at de høje græsser, farverige blomster og duftende krydderurter vil give besøgende en ny og nærværende oplevelse af, hvordan vilde planter kan forskønne bymiljøet.

Både børnefamilier, studerende, ansatte og forbipasserende viste stor interesse for projektet.. Vi fornemmer, at der er en stor interesse, ikke bare for at få jord under neglene, men også for at engagere sig i projektet og lære mere om dansk biodiversitet, fortæller Elisabeth Wulffeld. Foto: Vild Campus

Blomsterambassadører vil følge udviklingen
Netop den brede målgruppe er vigtig for projektet, som sker i samarbejde med Statens Naturhistoriske Museum og med støtte fra Nordea-fonden. Derfor blev selve plantedagen gennemført sammen med 100 frivillige, der lagde vejen forbi universitetets Nørre Campus – eller Vild Campus, som det også kaldes nu.

- Vi har haft besøg af både børnefamilier, studerende, ansatte og nysgerrige forbipasserende. Vi fornemmer, at der er en stor interesse, ikke bare for at få jord under neglene, men også for at engagere sig i projektet og lære mere om dansk biodiversitet, fortæller Elisabeth Wulffeld.

For at imødekomme interessen er der nu også oprettet en ambassadørgruppe, som vil følge bedene over tid, for eksempel med henblik på pleje og undersøgelser af insektlivet.

- Mange insekter lever af blade fra bestemte planter eller samler nektar og pollen fra bestemte blomster. For dem er der næsten ingen livsmuligheder i en traditionel park med græsplæner og buske, siger lektor Hans Henrik Bruun fra Biologisk Institut på Københavns Universitet.

- Vild Campus viser en måde at give plads i byrummet til nogle vilde dyr og planter og samtidig gøre det mere rigt på oplevelser, forklarer han.

Naturen har brug for vores interesse
Udover den lokale forbedring af biodiversiteten i byen, faldt valget også på de vilde, hjemmehørende planter for at sætte fokus på den aktuelle udfordring omkring biodiversitetskrisen på nationalt og globalt plan. Hver femte af alle danske arter er i dag truet, og det skyldes først og fremmest mangel på plads og kvalitet i naturen.

- Hvis en art først forsvinder fra et område, kan den være umådelig svær at få igen. Derfor er det vigtigt, at vi er opmærksomme på problemstillingen og kommer i nærkontakt med de naturoplevelser, vi er i fare for at miste. Når vi beskytter biodiversiteten, beskytter vi også en natur, der rig på oplevelser, siger Elisabeth Wulffeld.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: