Ni ud af ti danskere ved ikke, de fleste fiskearter er overfiskede i Europa. En ny kampagne, #StopOverfishing, er baseret på en alarmerende mangel på viden i offentligheden om misforvaltningen af fiskeriet i Europa, siger Oceana.
Oceana er verdens største interesseorganisation, der udelukkende arbejder for beskyttelse af verdenshavene. Oceana har som mål at genoprette biodiversiteten og bestandene i havene ved at sikre gennemførelsen af forskningsbaserede politiske tiltag i de lande, der kontrollerer en tredjedel af verdens fangster af vilde fisk.
En rundspørge, som YouGov har foretaget for Oceana, afslører en meget stor mangel på offentlig bevidsthed om, hvor dårligt de europæiske fiskeressourcer bliver forvaltet. En ny rapport har vist, at 64 procent af fiskebestandene i Europa i øjeblikket bliver overfisket. Men spørgeundersøgelsen viser samtidig, at 90 procent af danskerne enten undervurderer problemet(49 procent) eller siger, at de ikke var klar over (42 procent) tallets størrelse.
Forbrugerne aner intet
- Overfiskeri tømmer vores have, og denne rundspørge viser, at forbrugerne på ingen måde er klar over, hvor alvorligt det står til. Vi bliver frataget en naturressource af enorm betydning, og vi er nødt til at sikre, at de europæiske regeringer standser overfiskeriet én gang for alle, siger Lasse Gustavsson, som er direktør for Oceana i Europa.
Overfiskeri eller for meget fiskeri er en af de største trusler mod vores have, fordi det år for år reducerer antallet af fisk, som er tilgængelige i farvandene. Det truer de marine økosystemer og fiskernes levevej.
- Hvis overfiskeriet blev standset, og fiskeressourcerne blev forvaltet bæredygtigt, kunne de europæiske fiskere øge deres fangster med næsten 60 procent eller fem millioner tons, tilføjer Gustavsson.
Meget begrænset viden
Spørgeundersøgelsen afslørede også, at godt halvdelen af danskerne (54 procent) spiser fisk mindst én gang om ugen, hvilket placerer Danmark i den laveste ende blandt landene i undersøgelsen.
Danskerne klarede sig dårligst i forhold til generel viden om, hvor alvorligt det står til med overfiskeri i Europa.
Undersøgelsen viste, at gennemsnitligt 85 procent af de adspurgte fra Italien, Storbritannien, Tyskland, Spanien og Danmark enten undervurderede overfiskeriet eller sagde, at de ikke kendte omfanget af det.
StopOverfishing
For at give offentligheden en stemme i kampen mod overfiskeri har Oceana sat gang i en ny kampagne, der giver alle mulighed for at lufte deres bekymring.
På det nye website stopoverfishing.eu kan besøgende ’skabe en virtuel fisk’ ved enten at vælge en af de viste arter eller bruge hashtagget #StopOverfishing på de sociale medier.
Brugerne af sitet kan også deltage i konkrete aktioner på internettet i løbet af året for at hjælpe med at få budskabet om at standse overfiskeri frem til politikere og beslutningstagere, oplyser Oceana.