Vi spiser mere frugt og grønt fra udlandet

Danske alternativer har det svært, selv om der er flere giftrester i importeret frugt.

Vi spiser mere og mere frugt fra udlandet.

Selv om der er blommer fra Fejø og champignon fra Nordfyn, så vælger de danskere forbrugere oftere og oftere de franske og polske produkter, når de står i supermarkedet.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at importen af frugt og grønt, som Danmark selv producerer, er steget betydeligt de sidste 20 år. Det skriver Landbrug & Fødevarers webmagasin foodculture.dk.

Importen af svampe er steget med 921 pct. fra 1990 til 2010, mens blommer og pærer er steget med henholdsvis 520 og 318 pct.

- Også det danske æble fravælges til fordel for billige udenlandske, og importen er vokset med over 24 mio. kg i samme periode, siger konsulent i Dansk Gartneri, Torben Lippert, til foodculture

- Tallene viser, at det desværre også er i højsæsonen for danske varer, at vi ser en voksende import, tilføjer han.

Flest giftrester i importeret frugt

Stikprøvekontrol viser, at der er langt flere rester af sprøjtegifte i importerede produkter.

- F.eks. blev der i 2010 ikke fundet pesticidrester i danske tomater, mens der i lidt over halvdelen af de udenlandske tomater blev fundet pesticidrester. Det er samme historie med æbler, hvor der i 2010 var pesticidrester i 46 pct. af de danske mod 83 pct. i de udenlandske, siger Torben Lippert.

Ifølge konsulenten har der i de senere år været en enorm fokus på pris, og de danske producenter har simpelthen svært ved at konkurrere med de billige udenlandske produkter. Men selv om der skal færre penge op af lommen ved kassen, så betaler forbrugerne prisen i den anden ende.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: