De danske forbrugere shopper økologi som aldrig før. Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at salget af økologiske varer i danske supermarkeder er steget med 14 procent fra 2015 til 2016, svarende til 8 milliarder kroner.
Det betyder, at 9,6 procent af de varer, der sælges i den danske detailhandel er økologiske. Danmark dermed fortsat det land i verden, hvor andelen af solgte økologiske fødevarer i detailhandlen er højest.
Udover salget i detailhandlen blev der også solgt økologiske fødevarer via alternative salgskanaler som internethandel, markeder og stalddørssalg. Alternative salgskanaler dækker også over foodservice-sektoren med restauranter og caféer. Samlet set nåede økologi-salget i alt op på omkring 11,2 milliarder kroner i 2016.
Vi er klar til mere økologi
Det glæder Kirsten Lund Jensen, der er økologichef i Landbrug & Fødevarer:
- Tallene viser tydeligt, at danskerne nu er klar til endnu mere økologi. I snit spiste hver dansker økologiske fødevarer for 2.000 kroner sidste år. Samtidig har supermarkederne satset stort på at have det største og bredeste udbud af økologiske varer, siger hun.
Kirsten Lund Jensen ser den kraftige vækst i salget som »et tydeligt signal til erhvervet om, at der er grobund for, at økologien kan vokse yderligere i de kommende år«.
- Derfor tror vi i Landbrug & Fødevarer også på, at der er et marked til at omlægge yderligere i de kommende år og forventer, at arealet vil nærme sig 300.000 hektar økologisk areal i 2020, siger hun.
Landmændene lytter
Også Økologisk Landsforening tror på, at forbrugerne ønsker mere økologi.
- Danskerne sender et klart signal om, at de ønsker en fødevareproduktion, der passer godt på vores natur og grundvand, som giver dyrene et godt liv og garanterer mad uden rester af sprøjtegifte. Deres valg ved butikshylderne gør en helt konkret forskel, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening
Ifølge ham betyder det eksempelvis, at der indenfor de næste to år er cirka to millioner flere køer, grise, kyllinger og høns, som får et liv, hvor de kommer ud under åben himmel.
- Landmændene lytter til danskerne og lægger i øjeblikket om til økologi med rekordfart. Det er en fantastisk positiv udvikling, og alt tyder på, at den fortsætter, vurderer han.
Breder sig fra de store byer
Per Kølster henviser til, at salget af økologi nu for alvor breder sig fra de store byer og ud i landområderne. Samtidig efterspørger både landets professionelle køkkener og eksportmarkederne stadig mere dansk økologi.
Økologisk Landsforening estimerer, at den samlede økologiske omsætning via dagligvarehandlen, alternative salgskanaler, foodservice og eksport udgjorde cirka 14 milliarder kroner i 2016.
Frugt og grønt er steget 26 procent
Det er især salget af økologisk frugt og grønt, der er steget kraftigt fra 2015 til 2016; nemlig med 26 procent. Mælk og mejeriprodukter, som udgør den største økologiske varegruppe, er i samme periode kun steget med syv procent.
Også salget af økologisk kød er steget markant fra 2015 til 2016 med 16 procent. Det skyldes, at flere supermarkeder over hele landet nu tilbyder et større udbud af økologisk kød, hvor det før kun var i de større byer, forbrugerne kunne finde et sådant udvalg.
Økologi er nu mainstream
CSR-chef i Coop, Thomas Roland, er også begejstret for udviklingen, der viser, at selvom der fortsat sælges mest økologi i København, Aarhus og landets øvrige storbyer, så sker de største stigninger procentuelt i salget nu i yderområderne:
- Det betyder, at økologi nu er mainstream over hele landet. Det er meget glædeligt, for det viser, at danskere over hele landet er villige til at betale mere for værdibaserede fødevarer som netop økologi, siger han.
Udover frugt og grønt samt kød er salget af økologiske æg igen steget. Denne gang med otte procent.
Der er også en stor stigning i salget af økologisk øl, vin og spiritus; nemlig hele 43 procent.
- Ligesom det er tilfældet med det økologiske kød, fylder andelen af disse varer også mere på supermarkedets hylder, end de gjorde for bare et par år siden. Samlet set betyder det, at vi forventer en stigning på 10-15 procent i salget af økologiske varer i 2017, siger Kirsten Lund Jensen.
Det er 14. år i træk, at salget af økologiske varer stiger.