Vi skal være på forkant med grøn omstilling

KOMMENTAR – Det Konservative Folkeparti vil trække det borgerlige Danmark i en grønnere retning. Miljø- og klimaudfordringen kan heller ikke i fremtiden alene løses af det frie marked, mener partiet.

Miljø- og klimaudfordringen kan heller ikke i 2034 alene løses af det frie marked, og derfor må staten stadig sætte rammerne. Danmark skal turde være på forkant med den grønne omstilling. Foto: Colourbox

Af Mette Abildgaard, energi-, klima- og miljøordfører for Det Konservative Folkeparti

I morgen fylder Det Konservative Folkeparti 100 år. Det skal selvfølgelig fejres, og vi kommer sikkert til at tale meget om alle de store og vigtige begivenheder, som partiet har været en del af igennem historien. Men vi skal ikke dvæle ved fortidens bedrifter. Vi skal også turde sætte os ambitiøse mål for fremtiden.

Derfor har vi i anledning af netop jubilæet sat os sammen og lavet en ny vision for Danmark. Vi kalder den Vision2034, fordi den ser 18 år ud i fremtiden. I 2034 bliver alle nyfødte i 2016 nemlig myndige og skal ud at have ansvar for vores skønne og smukke land.

I Vision2034 giver vi bud på et fremtidens Danmark inden for vores seks fokusområder. I kan læse hele visionen ved at følge linket, men jeg vil her fokusere på noget af det, der betyder mest for mig. Det handler om vores natur, miljø og klima. I 2034 har vi nemlig et grønnere Danmark end i dag.

Markedet kan ikke løse klimaudfordringen
Der er intet så forpligtende som ansvaret over for vores børn og børnebørn. De har fortjent at vokse op i et Danmark i naturlig balance, hvor frisk luft og rent vand i hanen er en selvfølge, og hvor ingen af os behøver at frygte for forurening og konsekvenserne af den globale opvarmning.

Miljø- og klimaudfordringen kan heller ikke i 2034 alene løses af det frie marked, og derfor må staten stadig sætte rammerne og i nogle tilfælde gå foran med investeringer i grundforskning.

Danmark skal turde være på forkant med den grønne omstilling. Derfor har vi i 2034 reduceret vores CO2-udslip med mere end 55 procent sammenlignet med niveauet i 1990. Vi er dermed et skridt tættere på, at vores forsyningssektor ikke længere er afhængig af fossile energikilder, som er målet for 2050.

Vi skal være på forkant
Grøn omstilling kan sagtens gå hånd i hånd med virksomheder i vækst. Men det kræver, at Danmark er på forkant med den teknologiske udvikling. I 2034 er forskningsindsatsen derfor styrket markant, så de statslige bevillinger til forskning som minimum udgør 1,25 procent af BNP.

Energiafgifterne er omlagt, så bæredygtige energiformer fritages, mens omkostningen ved at anvende fossile brændsler i højere grad afspejler den tilsvarende skadevirkning på vores klima og miljø. I 2034 har vi også gjort op med statslige energisubsidier. Målet er et selvbærende system, hvor grøn energi naturligt indtager en førsteplads.

Mere økologisk landbrug
I 2034 har vi fordoblet det økologiske landbrugsareal, så det udgør knap 15 procent af Danmarks samlede landbrugsareal. Danske forbrugere har i 2034 langt bedre adgang til naturlige fødevarer, og vi har som land udnyttet vækstpotentialet i det globale marked for gourmetfødevarer.

Hensynet til naturen, vores drikkevand og dyrevelfærden er en integreret del af vores natur- og landbrugspolitik i 2034. Resultatet er en landbrugsproduktion i sund balance med den øvrige natur, så Danmark fortsat kan opretholde en bæredygtig og konkurrencedygtig fødevareproduktion.

Genopretning af naturen
Vi skal værne om vores land og den danske natur. Naturen er under pres, og mangfoldigheden i dyre- og plantelivet er faldende. Den udvikling skal vendes. Derfor har vi i 2034 flere sammenhængende nationalparker end i dag, kommunerne har bedre incitamenter for at genoprette af naturen, og der er udlagt i alt 50.000 hektar skov til initiativer, der sikrer de bedste betingelser for biodiversiteten. Vi har gennem en fremtidssikret regulering sikret, at vores kyster kun udsættes for bebyggelse i et meget begrænset omgang.

Det er nogle meget ambitiøse planer, men det er også ’kun’ vores vision, og vi bilder os ikke ind, at vi får flertal for det hele. Men vi vil i hvert fald – også i 2034 – trække det borgerlige Danmark i en grønnere retning, som vi har gjort det de seneste 100 år.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: