- Vi skal turde gøre byerne vilde

GRØNNE BYER – Grønne byer skaber liv og tiltrækker fugle og insekter. Det er smukt at se på og forbedrer  vores miljø, siger Jens Thejsen. Han er forfatter og underviser på Jordbrugets UddannelsesCenter Århus,  og er i oktober vært ved konferencen Byens Planteliv 2013.

I den svenske by Laholm har grønne planter fået lov til at gro vildt. Med de rette teknikker kan danske byer blive ligeså frodige. Foto: Jens Thejsen

Finland gør det. Tyskland gør det. Og Sverige gør det i stor stil. En lang række af vores nærmeste nabolande har i de senere år gjort det ofte forjagede og firkantede byrum til et fristed for planter og træer. Og det er til glæde og gavn for både byens indbyggere og for dem, der skal pleje arealerne.

Mange fordele ved grønne byer
Men i Danmark er billedet et andet. Det er småt med det grønne i byerne, og den smule, der er, skal helst blive i sin krukke eller det nøje afgrænsede bed. Ellers går det galt.

Men hvorfor egentlig, spørger Jens Thejsen, der i mange år har arbejdet med træer, stauder og økologi og blandt andet har skrevet bogen ‘Den vilde have’.

- Der er masser af fordele ved grønne byer. Det er flot at se på, det skaber liv og tiltrækker fugle og insekter, og det er med til at forbedre vores miljø. Hvis vi bruger de rigtige planter og anlægsmetoder, kan vi såmænd også spare på udgifterne til vedligeholdelse af de grønne oaser, siger Jens Thejsen.

Han er især inspireret af de naturnære beplantninger i Sävsjö og de vildere grønne områder i den sydsvenske by Laholm. Her har man anlagt store såkaldte savanner – store områder med stauder, græsser, træer og buske, som er nøje valgt til stedet, og som kræver meget lidt pleje.

Jens Thejsen er inspireret af de naturnære beplantninger i Sävsjö og de vildere grønne områder i den sydsvenske by Laholm. Foto: Jens Thejsen

Danmark tør ikke være vild
I de fleste danske byer skal du kigge langt efter de lidt vilde grønne pletter. Er du heldig, kan du møde et forkølet bytræ eller to, men der er langt imellem områder med bynatur, og det ærgrer Jens Thejsen.

Han mener, at tiden er til at droppe forbeholdene over for bybeplantning og i stedet se på alle mulighederne – og gevinsterne ikke mindst.

- Alle snakker bæredygtighed, men det er som om, vi holder meget igen, når det kommer til biodiversitet og beplantning i byerne. Vi kan ikke lide det, vi ikke kan kontrollere. Men pointen er jo netop, at vi ikke skal have helt styr på det hele – der skal være plads til dynamik, siger Jens Thejsen.

- Hvis vi planter de rigtige planter på den rigtige måde, bliver det ikke rod og kaos. Men vi skal turde gøre byerne mere vilde. Det giver en anden skønhed, og samtidig kan vi spare vand, gødning og arbejdskraft, pointerer han.

Jens Thejsen er lærer på Jordbrugets uddannelsescenter i Beder ved Aarhus, hvor han underviser i plantekendskab og laver kurser om anvendelse af stauder og pleje af træer. Desuden holder han foredrag, udfører konsulentarbejde og skriver artikler og bøger om økologi, landskaber, haver og planter.

Har mange bud
Han har selv mange bud på, hvordan vildere byer kan være både smukke og praktiske. Det samme har de fagfolk, han har inviteret til efterårets konference.

På idélisten står blandt andet græsser og stauder, regnbede, savannebeplantning og stedsegrønne nåletræer, og Jens Thejsen håber, at konferencen kan give praktikere såvel som planlæggere mod på at arbejde sammen om at give danske byer meget mere grønt – og vildtvoksende – liv.

Du kan læse mere om konferencen Byens Planteliv 2013 på www.ju.dk

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: