Vi skal holde fast i Danmark som grønt foregangsland

FOLKETINGSVALG 2015: Det er vigtigt, at valget ikke kun kommer til at handle om det dagsaktuelle, men også om at sikre en grønnere fremtid, mener Det Økologisk Råd, Greenpeace og Verdens Skove.

Regeringens tre kvindelige frontfigurer, da SF stadig var med, og før Margrethe Vestager blev EU-kommissær. Foto: Colourbox

Det er ikke ligegyldigt, hvor du sætter dit kryds ved folketingsvalget, hvis du vil have, at Danmark fortsat skal gå foran i den grønne omstilling.

Det viser en analyse af klima-, miljø- og naturpolitikken i den forløbne valgperiode, som Det Økologiske Råd, Greenpeace og Verdens Skove står bag.
Resultatet viser klar forskel mellem de to blokke – hvor rød blok har ført den mest grønne politik.

- Regeringen har ført en grøn politik, men kunne klart have ført en endnu grønnere politik. De kunne f.eks. have undladt at sænke og fjerne de grønne afgifter. Men de borgerlige partier har på vigtige områder foreslået væsentlige tilbageskridt for miljøet og klimaet, siger Christian Ege, sekretariatsleder hos Det Økologiske Råd.

På klimapolitikken er der de grønne organisationer tydelig forskel mellem blokkene, der tidligere var enige om at gøre Danmark uafhængig af fossile brændstoffer inden 2050.

- Nu sætter Venstre spørgsmålstegn ved det, Dansk Folkeparti vil ligefrem sænke klimaambitionerne, og Liberal Alliance anerkender end ikke klimaforandringer som menneskeskabte. Det ser faktisk ud til, at de borgerlige er parate til at opgive Danmarks rolle som foregangsland for grønne omstilling, supplerer Tarjei Haaland, klimamedarbejder i Greenpeace.

Da regeringen hævede Danmarks klimamålsætning i 2020 fra 30 til 40 procent hjemlig reduktion, ville Venstre, DF og LA ikke være med. Derimod indgik de Konservative i 2014 forlig med regeringen, SF og Enhedslisten om klimaloven og tilsluttede sig 40 procentsmålet.

Venstre vil derimod fjerne en række delmål, som ellers skal sikre, at vi indfrier målsætningen om 100 procent vedvarende energi i 2050.

Tydelig forskel for landbrug, miljø og natur
Der er også forskel mellem blokkene i forhold til landbrug, vandmiljø og natur. VK-regeringen lancerede i 2009 Grøn Vækst-planen, hvor landbrugets kvælstofudledninger skulle reduceres med 9.000 tons.

Den nuværende regering arbejdede videre med og udmøntede planen i lokale vandplanforslag, og da Natur- og Landbrugskommissionens (NLK) rapport kom i 2013, var der betydelig konsensus blandt Folketingets partier om dens anbefalinger. Men siden har de borgerlige partier undsagt både deres egen gamle Grøn Vækst plan og NLK-anbefalingerne.

Men ikke nok med det, fortsætter de grønne organisationer:

I november 2014 fremlagde VKO en pakke på 16 forslag. De vil blandt andet øge den tilladte mængde kvælstofgødning så meget, at det i følge Miljøstyrelsen vil betyde en øget kvælstofudledningen med 10.000 tons mere end den
planlagte kvælstofreduktion, som VK-regeringens gamle Grøn Vækst skulle give.

Desuden vil VKO tillade flere svin per hektar og fjerne krav om efterafgrøder og randzoner. Regeringen holder fast i reduktionsmålet for ammoniak i EU’s luftforurenings-direktiv.

Danmark skal reducere mere end de øvrige lande, fordi ammoniakforureningen er værre som følge af vores mange husdyr. De borgerlige partier vil sænke kravet til ammoniakreduktion til det gennemsnitlige i EU. Det vil forringe biodiversiteten i Danmark.

- VKO-forslagene vil sætte udviklingen i miljøregulering af landbruget mange år tilbage i tiden, mener Christian Ege.

Kollektiv trafik eller flere motorveje
På transportområdet er der afsat en milliard kroner årligt til bedre kollektiv trafik og lavere takster – i et forlig i 2012 mellem regeringen, EL og DF. Samme forligskreds oprettede i 2013 Togfonden med skærpet beskatning af olieselskaber i Nordsøen.
Herved opnås 27 milliarder kroner til yderligere elektrificering af jernbanerne samt til timeplanen mellem de store byer. Venstre har sagt, at den kollektive trafik har fået nok, og at det fremover er motorvejenes tur.

De arbejder for en ny stor Hærvejs-motorvej og anerkender ikke behovet for reduktioner af drivhusgasser fra landbrug og transport. Lars Løkke har endda udtalt, at regeringens forslag ‘er ødelæggende for dansk landbrug, gør det dyrere at være dansker og hæmmer mobiliteten’.

- Det er den grønne vej, der betaler sig på sigt – også økonomisk. Derfor opfordrer vi alle klima- og miljøinteresserede til at tænke over, hvor de sætter deres kryds ved folketingsvalget. Det har afgørende betydning for vores rolle som grønt foregangsland, understreger Christian Ege.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: