Vi sælger mere dansk økologi til svenskerne

ØKOLOGI – På bare to år er eksporten af danske økologiske fødevarer til Sverige næsten fordoblet. Eksportfremstød i Stockholm med kronprinseparret skal bane vejen for mere økologi og vandteknologi.

Svenskerne køber næsten dobbelt så meget økologi som for to år siden. Foto: Ulla Skovsbøl

Vores svenske naboer er så vilde med dansk økologi, at eksporten af danske, økologiske fødevarer fra 2013-2015 næsten er fordoblet til 397 millioner kroner.

Det gør Sverige til vores næststørste eksportmarked for økologi, og der er udsigt til, at de købestærke og kvalitetsbevidste forbrugere på den anden side af sundet har appetit på langt mere.

Derfor deltager miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i næste uge i et erhvervsfremstød i Stockholm sammen med Kronprinseparret, udenrigsministeren og en række danske virksomheder.

- Jeg er stolt over hele den danske fødevareproduktion og spændvidden i produktionen, hvor der er noget for enhver smag, ligegyldigt om man er helhjertet økologisk forbruger eller en blanding, siger Esben Lunde Larsen, som håber at kunne sælge endnu mere til svenskerne.

Tyskland er Danmarks største eksportmarked for økologiske varer.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: