I en hel almindelig måned får TDC’s ældste telefondame sjældent mere end 20-25.000 opkald, men da vi skiftede til vintertid sidste år, steg kaldene markant.
Faktisk fik Frøken Klokken hele syv gange så mange kald søndag den 30. oktober 2016, hvor vi netop havde skiftet til vintertid, end på søndagen før.
- Rigtig mange danskere har en smart phone og den skifter automatisk til sommer- og vintertid. Der er dog også en del ældre telefoner, som man selv skal indstille, og selvfølgelig alle de andre ure, vi omgiver os med. Derfor er der er sikkert en del derude, der gerne lige vil tjekke, hvad klokken helt præcist er, når de vågner søndag morgen, siger Jens Aaløse, koncerndirektør i TDC Group.
Skifter natten til søndag
Natten mellem lørdag og søndag skifter vi igen til sommertid og får dermed lysere nætter. Erfaringer viser, at det vil give mange nye opkald til den gamle dame. Dog ikke så helt mange, som der var før, de digitale telefoner indtog vores hverdag.
- Jeg tror alle os, der ikke er vokset op med en mobiltelefon, kan huske, hvordan det var at komme en time for sent til en aftale, efter vi havde skiftet til sommer- eller vintertid. Den unge generation er nok knap så bevidste om den udfordring, da de er vant til, at uret på deres mobil altid stemmer, siger Jens Aaløse.
20.000 opkald i døgnet
Da Frøken Klokken var på sit højeste, var der omkring 20.000 opkald i døgnet. Nu om dage er det snarere, hvad Frøken Klokken får af opkald på en måned. Frøken Klokken har så få brugere, at den ikke giver overskud, men TDC holder gerne liv i damen.
- Frøken Klokken har meget få brugere, men samtidig koster hun os heller ikke store summer. Som Danmarks største teleselskab vil vi gerne være med til at holde et kulturklenodie som hende i live, og vi kan jo se på tallene, at der stadig er nogle, der tjekker op på klokken ved at give hende et kald, siger Jens Aaløse.
Hvem er Frøken Klokken?
Frøken Klokkens stemme tilhørte oprindeligt Anna Edith Sommer-Jensen (1918-2008), der i 1939 indspillede intet mindre end 8.640 klokkeslæt med timer, minutter og sekunder. Et sindrigt glaspladesystem holdt styr på de 8.640 klokkeslæt.
I 1970 blev systemet og stemmen skiftet, så det nu var Marianne Germers tidløse stemme, der blev afspillet ved hjælp af en magnettromle og tolv tonehoveder. I 1993 blev tjenesten digitaliseret, men den dag i dag er det stadig Marianne Germer, der taler.
Du kan ringe til Frøken Klokken på 70 10 11 55, oplyser TDC.