Vi må gentænke den måde, vi har husdyr på
Økologiske køer kan udfolde deres naturlige adfærd, når de kommer på græs i sommerhalvåret.
KOMMENTAR – Det er nødvendigt at gentænke den måde, vi har husdyr på, skriver seniorforsker Mette Vaarst i en kommentar til udtalelsen fra Det Etiske Råd om antibiotika og antibiotika-resistens.
Antibiotika – fra livreddende
medicin til management tool.
Det Etiske Råd har i dag offentliggjort en udtalelse om antibiotika og antibiotika-resistens. Det er blot en af de mange udmeldelser gennem de seneste år: Det er alvorligt, og vi er på vej til at miste et livreddende medicin. For mig at se handler det for landbrugets vedkommende om at gentænke hele den måde, vi har dyr på.
Antibiotika har været en væsentlig faktor til at muliggøre vores store industrielle dyre-produktion i Danmark såvel som i resten af verden. Størstedelen af de godt 112,3 ton aktivt stof antibiotika, som vi brugte i 2012, gør det fortsat muligt.
Vi har en stram lovgivning – det blev forbudt at bruge antibiotiske vækstfremmere i Danmark i slutningen af 1990erne – siden har det kun været tilladt at bruge antibiotika for at behandle sygdom hos syge dyr i landbruget. Det vil sige, for at undgå lidelse hos dyr.
Det Etiske Råd fremhæver i sin udtalelse i dag, at ’egentlig uforsvarlig brug – det vil sige hvor antibiotika udskrives, selvom man ved, at behandlingen er virkningsløs … forekommer givetvis kun sjældent’.
Spørgsmålet er, hvornår man VED, at det er virkningsløst. Det Etiske Råd anbefaler at man lader være med at behandle ’for en sikkerheds skyld ’ – det gælder også landbruget(!) Flokmedicinering sker ofte standardmæssigt på bestemte tidspunkter i dyrs liv – det kan nemt komme til at være ‘behandlinger for en sikkerheds skyld’, og ofte for at kompensere for forhold, som kunne forbedres.
Lad os antage, at vi kun bruger antibiotika i tilfælde af sygdom, hvor vi vil undgå lidelse. Er det ikke tankevækkende, at der skal mere end 100 ton aktiv antibiotika til årligt for at undgå sygdoms-lidelse i dansk landbrug?
Det Etiske Råd påpeger også, at myndighederne bør forstærke indsatsen mod antibiotika-forbruget, fx ved at fremme og stille større krav til sunde produktionssystemer – og ja, det må være den eneste vej fremad.
Antibiotika – fantastisk livreddende medicin
Antibiotika blev opdaget af Alexander Flemings i 1928 og revolutionerede verden. 23 år senere begyndte vi at bruge det som et værktøj i husdyrproduktionen. I Danmark bruger vi det ikke som vækstfremmer længere, men til at gribe alle de såkaldte ’produktions-sygdomme’, som kan opstå.
Hvad ville der ske med dansk landbrug, hvis vi ikke havde antibiotika som ’back-stopper’? Hvis vi ikke have sikkerhedsnettet – antibiotika – så skulle vi til at tænke os alvorligt om og virkelig gøre noget for at undgå sygdom.
Vi er forvaltere af antibiotika – hvordan synes vi selv lige at det går?
Vores brug af antibiotika generelt – til mennesker og dyr – har haft store konsekvenser: Der er stigende mængder af antibiotika i miljøet omkring os, og antibiotika-resistente bakterier, især de såkaldte MRSA, blev for knapt et år siden i England karakteriseret som den næststørste globale trussel efter terrorisme.
Hvordan kan man forstå ’rationering’?
Det Etiske Råd fremhæver at ’rationering af antibiotika er forbundet med etiske dilemmaer’.
Begrebet ’rationering’ kan forstås i forskellige sammenhænge. Det kan være rent ’knaphed’, så kun et begrænset antal behandlinger kan blive givet. Så er vi ude i at tænke prioritering, hvor nogle typer sygdom skal nedprioriteres som ’behandlingskrævende’.
Hvis man ikke må bruge antibiotika til at kompensere for forhold, som gør dyr syge (f.eks. mangel på motion, frisk luft, dagslys, strøelse og grovfoder), kan man kalde det en rationering?
Hvis man indfører denne form for ’rationering’, vil man gøre dyrene en kæmpetjeneste, for det betyder, at de skal leve under forhold, som fremmer deres sundhed og velfærd. Hvis man beslutter sig for slet ikke at bruge antibiotika til dyr overhovedet, eller det bliver uvirksomt som følge af resistens-problemer, så kan man risikere, at de i nogle tilfælde må aflives ,eller at de lider selv under gode forhold.
Vi trænger til en god debat om ansvarlig sygdomshåndtering
Det er yderst relevant at overveje ’hvad er behandlingskrævende sygdom?’ og ’hvad er en ansvarlig behandling?’.
Mange griber til medicinsk behandling, som om det er det eneste rigtige, og som noget der er tilstrækkeligt. Men uanset hvad man i øvrigt behandler med, så er det relevant at støtte dyret eller dyrene, som er syge, til at blive raske. Det handler om ro og ekstra omsorg, eventuelt smertelindring, og at man forebygger ved at tage dem væk fra raske dyr, som de kunne smitte.
Det største dyre-etiske dilemma ved brug af antibiotika til dyr
For mig at se er det største dyre-etiske dilemma ved vores medicinanvendelse i landbruget: Det har medvirket til at muliggøre ’fabriksfremstilling af dyr’ og derved skabt rammerne for dyrs liv, som ikke bliver liv, hvor de lever under stort pres.
Det gør, at vi som mennesker mister respekten for dem som individer med sanser og følelser, og betragter dem som ’genstande’. ’Vi bliver nødt til at bruge antibiotika af hensyn til dyrevelfærden’ er et omvendt argument, hvis dyrene bliver syge i systemer, hvor de er under konstant pres og lider på en anden måde, fordi de ikke kan få lov til at udfolde sig.
I denne diskussion bliver man tit mødt af argumenter med at vi bliver nødt til at fabriksfremstille dyr for at brødføde den stigende verdensbefolkning. Den diskussion hører ikke hjemme i denne artikel, men hvis den er bremsende for en ordentlig debat om, hvordan vi kan behandle dyr anstændigt og ansvarligt, så vil jeg lige henvise både til vores kostvaner og vores fødevarespild i vores del af verden, som kunne trænge til en kraftig gen-tænkning.
Jeg tror på, at vi kan brødføde klodens befolkning med sund og ægte mad og samtidig have et landbrug, hvor dyr er dyr.
Hvordan kan vi undgå at stigmatisere og alligevel være åbne?
Det Etiske Råd påpeger, at det kan være stigmatiserende og krænkende at blive udråbt som ’smittebærer’.
Ganske givet. Men uansvarligt ikke at være det. Kan løsningen være at lade åbenheden være åben ikke bare om, hvor ’de smittede’ befinder sig, men også om hvor også årsagerne ligger?
Det er vigtigt, at de stigende problemer med MRSA bliver debatteret og gøres til et fælles problem – ikke bare et problem, som nogle enkelte individer, fx landmænd, har.
Stigmatiseringen sker måske tit, når vi har ’nogle syndere’ – men vi står lige nu i en situation hvor resistens-problemerne vokser, og hvor antbiotika-forbruget også har været stigende, og hvor ansvar er en mere relevant indfaldsvinkel end ’skyld’.
Det er et fælles problem, og vi har et fælles ansvar, hvis vi ikke skal miste et livreddende medicin til både dyr og mennesker.
Nogle viser vejen
I lyset af denne debat er det tankevækkende, at Danmark også har været befolket med økologiske landmænd, som altid har haft det som eksplicit mål at sundhedsfremme og sygdomsforebygge fremfor at forlade sig på at kunne behandle, når det brænder på – hvilket det så gør ret ofte i nogle besætninger.
I det sidste halvandet årti har der været arbejdet bevidst og målrettet med ’udfasning af antibiotika’, og der er masser af danske økologiske landmænd, som har vist i praksis, at det kunne lade sig gøre.
Dem kan vi andre lære meget af.
Mette Vaarst er dyrlæge, seniorforsker ved Aarhus Universitet, Institut for Husdyrvidenskab og medlem af Dyreetisk Råd.
