Vi køber automatisk mere økologi

ØKOLOGI – Forskerne har opdaget »rulletrappe-effekten«, som betyder, at forbrugerne næsten helt automatisk vil udvide deres økologiske indkøb til nye varetyper. Rulletrappe-effekten løfter dem til et højere niveau.

Har vi købt den første økologiske gulerod, vil vi næsten pr. automatik også begynde at vælge andre økologiske varetyper. Her er det økologiske blommer og æbler. Foto: Ulla Skovsbøl

Har du først købt en liter økologisk mælk eller en pose gulerødder med Ø-mærket, er der stor sandsynlighed for, at du fortsætter med at købe øko-mælk – og med tiden udvider de økologiske indkøb til andre kategorier.

Det viser ny forskning fra Aarhus BSS, hvor forskere har fulgt ca. 10.000 danske husstandes dagligvareindkøb gennem 20 måneder.

- Man har tidligere talt om, at der blandt forbrugerne er en »økologisk trappe«, hvor forbrugerne generelt køber visse økologiske varer før andre. Men vores forskning viser, at der i virkeligheden er tale om en rulletrappe, hvor bevægelsen opad tilsyneladende sker helt automatisk.

Det siger professor John Thøgersen, Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus BSS til Dansk Handelsblad.

Du stopper ikke igen
- Har du først købt din første økologiske dagligvare, så stopper du ikke igen. Du fortsætter og over tid udvider du gradvist dit økologiske indkøb. Og det endda efter et ret forudsigeligt mønster, siger han.

Thomas Roland, der er CSR-chef hos Coop, er begejstret for forskningsresultaterne, som viser, at økologien kan være med til at skabe loyale kunder og bidrage til Coop´s ambitioner om at øge det samlede salg af økologiske varer.

- Resultaterne viser også, hvorfor økologi-salget viste sig at være rimeligt kriseresistent under finanskrisen, hvor økologi-salget fortsatte med at vokse, siger Thomas Roland til Økologi & Erhverv.

Ved at kombinere forbrugernes stærke engagement med den nye viden vil det fremover blive nemmere for Coop at strikke de helt rigtige tilbud sammen til medlemmene.

- Når vi kender kundernes sandsynlige vej op ad trappen, handler det om at tilbyde dem de varer, der ligger på næste trin af trappen, siger Coop-chefen til bladet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: