Vi har ret til at kende inficerede svinefarme

Myndighederne var på gale veje, da de nægtede journalister agtindsigt. Foto: DR

MRSA – Vi har ret til at vide, hvor de smittefarlige, inficerede svinefabrikker ligger. Det fastslår Folketingets ombudsmand i en dugfrisk afgørelse.

Kjeld Hansen - Denne ydmygende tilrettevisning bør få Dan Jørgensens til at gøre noget ved den syge virksomhedskultur i Fødevareministeriet.

Myndighederne havde ikke tilstrækkeligt grundlag for at hemmeligholde, hvilke svinebesætninger der er smittet med penicillin-resistente stafylokokker (MRSA), lyder det i en dugfrisk afgørelse fra Folketingets Ombudsmand.

Ombudsmandens afgørelse er en sejr for de journalister, der gentagne gange er blevet nægtet agtindsigt.

- Oplysninger om, hvilke besætninger der er smittet med MRSA, er såkaldte miljøoplysninger. Det betyder, at der skal særligt tungtvejende grunde til for at nægte aktindsigt, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.

- Myndighederne har peget på, at offentliggørelse af oplysningerne vil føre til stigmatisering af besætningsejerne og deres familie og ansatte. Det er et relevant hensyn at inddrage, men jeg mener ikke, at risikoen for stigmatisering er tilstrækkeligt dokumenteret af myndighederne, understreger Folketingets ombudsmand.

Han har nu bedt Fødevareministeriets Klagecenter om at sørge for, at sagen bliver genoptaget.

Syg virksomhedskultur i Fødevareministeriet
Journalist Kjeld Hansen, der for nylig der for nylig blev idømt dagbøder, fordi han har offentliggjort navne og adresser på MRSA-inficerede svinebesætninger er yderst tilfreds med afgørelsen fra Folketingets ombudsmand.

- Denne ydmygende tilrettevisning bør få Dan Jørgensens til at gøre noget ved den syge virksomhedskultur i Fødevareministeriet, hvor man tror, man skal forsvare svineindustriens økonomiske interesser mod befolkningens og sundhedsvæsenets helt legitime krav på at vide, hvor de smittefarlige virksomheder ligger, siger Kjeld Hansen.

- Dan Jørgensen må finde ud af, hvilke medarbejdere i ministeriet der gang på gang blokerer for indsigts i de syge forhold – og så gøre noget ved det, opfordrer Kjeld Hansen.

- Rent faktisk har ministeriet ikke engang bruget den korrekte lovgivning som baggrund for at hemmeligholde smittens udbredelse. Om det skyldes inkompetence hos juristerne eller ond vilje, skal vi ikke kunne sige, men det må altså høre op, siger Kjeld Hansen.

Krav til dokumentation
Fødevarestyrelsen testede fra 2008-2011 en række svinebesætninger for, om de var smittet med MRSA. I foråret 2012 søgte tre journalister aktindsigt i, hvilke af de testede svinebesætninger der var smittet. Fødevarestyrelsen afslog og henviste særligt til, at udlevering af oplysningerne ville medføre risiko for stigmatisering af bl.a. besætningsejerne og deres familie.

Journalisterne klagede til Fødevareministeriets Klagecenter, som var enig i Fødevarestyrelsens afgørelse. Herefter klagede journalisterne til ombudsmanden.

Ombudsmandens redegørelse gennemgår lovgivningen på området. Lovgivningen indebærer, at myndighederne må dokumentere, at der er en nærliggende risiko for stigmatisering, hvis oplysningerne skal hemmeligholdes. Hertil kommer, at de interesser, der varetages ved at afslå aktindsigt, skal veje tungere end offentlighedens interesse i udlevering af oplysningerne.

- Der er modstridende hensyn i denne sag. På den ene side har jeg bestemt forståelse for de sociale vanskeligheder, som f.eks. ejere af MRSA-smittede besætninger kan opleve, men på den anden side bygger loven på, at offentligheden har en særlig interesse i at få kendskab til miljøoplysninger som de foreliggende, siger Jørgen Steen Sørensen.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: