Vi er stadig Europas lykkeligste

Danmark opnår igen i år en topplacering på en liste over de lykkeligste folk i Europa. Listen er udarbejdet af Eurofound, der undersøger livs- og arbejdsforhold.

Danskerne ligger i top på listen over de lykkeligste folk i Europa. (Foto: Colourbox)

Danskerne skiller sig ud som de lykkeligste og mest fremtidsoptimistiske blandt alle 27 EU-lande i rapporten.

Otte ud af 10 danskere er optimistisk omkring fremtiden, mens det kun gælder for hver anden europæer generelt.

For Robert Anderson, der er afdelingschef for levestandarder og livskvalitet i Eurofon, er det ikke nogen overraskelse, at danskerne giver de andre europæere baghjul i lykke.

Tillid og sundhed
- Danmarks høje score skyldes en masse forskellige årsager, der spiller sammen, siger Anderson på et pressemøde for fremlæggelsen af rapporten i Bruxelles.

- Blandt andet kvaliteten af sundhedssystemet, tilliden mellem danskerne, graden af frivilligt arbejde og tilliden til andre og selve systemet, siger han ifølge Ritzau.

Danmark er ifølge undersøgelsen Europas mest tillidsfulde land. På en skala fra 1 til 10 svarer danskerne, at deres tillid til andre ligger på 7 – mod 5,1 i resten af EU.

Også tilliden til stat og regering er højere end gennemsnittet.

Etniske spændinger
Hver fjerde dansker svarer, at der er spændinger mellem etniske grupper, mens det gælder for knap to ud af fem europæere.

Samtidig oplever flere end hver tredje europæer spændinger mellem rige og fattige, mens det kun gælder for fire procent af danskerne.

Robert Anderson understreger, at det ikke kun er de bløde værdier, der påvirker vores lykke. Økonomien spiller i høj grad også ind.

Også her skiller Danmark sig positivt ud. Kun tre procent af danskerne svarer i undersøgelsen, at de økonomisk set har svært ved at “få enderne til at mødes”, mens det tal for alle 27 EU-lande er 17 procent, skriver Ritzau.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: