Vi er blevet bedre til at sortere affald

AFFALD – Danskerne er blevet bedre til at sortere affald til genanvendelse, viser nye tal fra Miljøstyrelsen. Vi genanvender nu næsten en tredjedel.

Vi er blevet bedre til at sortere vores affald i flere fraktioner, viser dem årlige affaldsstatistik. Foto: Colourbox

Stadigt mindre affald ryger i den samme skraldespand under køkkenvasken. Danskerne sorterer mere af deres husholdningsaffald til genanvendelse, og genanvendelsen er nu på 31 procent, viser Miljøstyrelsens nye affaldsstatistik med tal for 2014.

De 31 procent er målt på syv typer affald – såkaldte affaldsfraktioner – fra husholdningerne: Organisk affald (madaffald), papir-, pap-, glas-, træ-, plast- og metalaffald. Med den nationale ressourceplan »Danmark Uden Affald« blev der i 2013 sat et mål om at nå op på 50 procent i 2022. Og det går den rigtige vej.

Genanvendelsen af husholdningsaffaldet er steget med 3 procentpoint fra 2013 til 2014, svarende til ca. 80.000 tons affald. Dermed fortsætter en stigning, der de sidste to år har været på henholdsvis 2 og 1 procentpoint.

Vi varmer os ved andres affald
Den nye affaldsstatistik viser mange andre tal end genanvendelse af husholdningsaffald. En anden klar tendens er, at vi importerer stadig mere affald til forbrænding. I 2014 hentede vi ikke mindre end 342.000 tons i udlandet mod 234.000 tons i 2013 og 164.000 i 2012.

Det importerede affald brændes af i danske forbrændingsanlæg og bidrager til produktion af el og varme.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: