Danskerne er vilde med kaffe, og vi er et af de mest kaffedrikkende lande i verden. I weekenden var der en helt særlig grund til at drikke kaffe. Her løb ’Verdens Største Kaffepause’ af stablen for at vise kaffebønderne i nogle af verdens fattigste lande, at vi er mange, som støtter dem.
Kampagnen resulterede i, at der blev drukket mere end 30.000 kopper etisk certificeret Fairtrade-kaffe i Danmark, oplyser Fairtrade.
- Det er overvældende, at så mange har bakket op om kampagnen. Det bekræfter mig i, at danskerne har et stort udsyn og godt ved, at verden er større end køledisken nede i supermarkedet, siger Jonas Giersing, direktør, Fairtrade.
- Det sender et stærkt signal til kaffebønderne om, at selvom de er langt væk fra os målt i antal kilometer, er de tæt på os i vores tanker, siger han.
Både privatpersoner, virksomheder, foreninger, politikere og mange flere har deltaget i kaffepausen. Nogle alene, andre sammen med venner, familie, kollegaer, kunder eller studerende.
Bund for bønder
På Brandbjerg Højskole holdt eleverne kaffepause under sloganet ’bund for bønder’. Kalles Kaffe og Peter Larsen Kaffe serverede gratis kaffe til morgenfriske københavnere i selskab med improviserede rim og lækre beats fra rapperne Pelle og Ham Den Lange.
I Odense kick-startede borgmester Anker Boye kaffepausen, og supermarkedskæden Lidl bød deres mere end 2.000 medarbejdere på kaffe i butikkernes personalestuer, lagrer og på hovedkontoret.
Og det var ikke kun i Danmark, at der blev holdt ekstra mange kaffepauser. Mere end 1,8 millioner mennesker fra 50 lande deltog i kampagnen, og tilsammen drak de over fem millioner kopper kaffe.
Støt fairtrade
Det er den internationale mærkningsordning Fairtrade, der står bag kampagnen for at vise, at vi alle har mulighed for at forandre verden. Et kop kaffe ad gangen.
- Du og jeg kan hjælpe kaffebønderne ved at købe etisk produceret kaffe. Det valg tager du blandt andet, når du lægger Fairtrade-mærket kaffe i indkøbskurven, siger Jonas Giersing.
Som Fairtrade-certificeret kaffekooperativ er bønderne garanteret en minimumspris for deres kaffe. Minimumsprisen fungerer som et sikkerhedsnet, når markedsprisen falder til et niveau, der ikke er bæredygtigt.
Kaffebønderne tjener derudover en bonus, som de kan bruge til at bygge en skole, sundhedsklinik eller investere i ny teknologi.