Vi betaler kassen for farlig kemi

FARLIG KEMI – Konsekvenserne af hormonforstyrrende stoffer i hverdagen koster årligt EU 1.170 milliarder kroner, viser beregninger fra en forskergruppe.

Vi betaler dyrt for industriens brug af hormonforstyrrende stoffer. Foto: Colourbox

18 fremtrædende forskere har regnet på, hvad det årligt koster EU, hvis vi tillader, at potentielt hormonforstyrrende stoffer i hverdagsprodukter som fødevarer, legetøj og elektronik skader menneskers sundhed.

Facit er et næsten ubegribeligt højt beløb, nemlig 1.170 milliarder kroner – om året.

Philippe Grandjean, professor i miljømedicin på Syddansk Universitet, har bidraget med sin viden om især skadevirkninger af insektgifte hos gravide. Han er rystet over resultatet og opfordrer EU-Kommissionen til at tage affære nu.

Tab af hjernefunktion
- Beregningerne viser, at hormonforstyrrende stoffer er voldsomt skadelige for samfundet. Det chokerende er, at størstedelen af omkostningerne er relateret til tab af hjernefunktion hos den næste generation, siger Philippe Grandjean.

- Kemiske påvirkninger kan skade de hormoner, der er nødvendige for hjernens udvikling allerede i fosterstadiet. Så længe de skadelige stoffer er tilladte, må vi som forbrugere tænke selv, og jeg vil anbefale gravide og børn at spise økologisk frugt og grønt og undgå kontakt med sprøjtegifte, siger han.

De 18 forskere fra Europa og USA har lavet beregningerne som en reaktion på EU-Kommissionens stop for processen med at begrænse hormonforstyrrende stoffer.

Af de 1.170 milliarder kroner koster netop skader på ufødte børns hjerner mest, mens andre store poster på budgettet er fedme, diabetes 2, nedsat frugtbarhed, ADHD, autisme og testikelkræft. Blandt de farlige stoffer er ftalater, bromerede flammehæmmere, parabener og insektgifte.

Beregningen er offentliggjort i tidsskriftet The Journal of Clinical Endocrinology and Metabolism.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: