Verdens største foodservice-firma dropper buræg

MAD – Ny sejr for Anima i kampen for at afskaffe buræg og give hønsene bedre dyrevelfærd. Det understreger over for hele fødevarebranchen, at det er uforsvarligt at holde høns på så lidt plads, at de ikke engang kan strække vingerne, siger Lina Lind Christensen, kampagnechef i Anima.

Medarbejderne på Lego, Google og andre store virksomheder slipper fremover for at spise buræg.

Compass Group, der indkøber mad og driver kantinerne hos nogle af Danmarks største virksomheder udfaser nu brugen af buræg. Compass Group står for kantinedriften hos blandt andre medicinalvirksomheder Lundbeck, IT-virksomheden Google, LEGO og FDM.

Beslutningen er truffet på baggrund af en ny dyrevelfærdspolitik, som er indgået i samarbejde med Anima og Open Wing Alliance, oplyser Anima.

Det betyder, at mange tusind medarbejdere hos en række af de største danske virksomheder med ro i sindet kan slå mave efter endt frokost, fordi deres kantineleverandør har forpligtet sig til at udfase brugen af buræg.

Det samme gælder deres øvrige kollegaer i andre dele af verden, som også fremover vil kunne spise æg velvidende, at de ikke lægges af høns, som lever under kummerlige forhold i små bure, siger siger kampagnechef Lina Lind Christensen, Anima.

Fantastisk nyt for dyrene
- Det er fantastisk nyt for dyrene, at Compass Group har valgt at lytte til os og nu indfører en global burægfri politik. Det understreger over for hele fødevarebranchen, at det er uforsvarligt at holde høns på så lidt plads, at de ikke engang kan strække vingerne, siger hun.

Udover en lang liste af virksomheder herhjemme, leverer Compass Group også mad til uddannelsessteder, hospitaler og ældreplejen. Internationalt bespiser Compass Group blandt andet mastodonter som Coca Cola, Microsoft og Sony.

Kursskiftet er resultatet af et samarbejde med dyreværnsorganisationen Anima og Open Wing Alliance, som er en international koalition imod buræg.

Forbrugerkrav om ansvarlighed

I USA og flere europæiske lande såsom Tyskland har det i flere år været normen, at virksomheder bevæger sig væk fra buræg. Ifølge Anima har denne udvikling nu omsider indhentet Danmark, hvor Anima oplever en stigende interesse fra virksomheder, som overvejer at blive burfri.

- Virksomhederne ved godt, at udviklingen kun går én vej, og det er væk fra buræg. Nu hvor samtlige supermarkeder i Danmark har forpligtet sig til at stoppe salg af buræg, vil vi se et øget fokus på foodservice og fødevareproducenter. Der er ingen tvivl om, at vi også på disse områder vil se flere virksomheder give buræg den kolde skulder. Forbrugerne kræver det, og deres krav vil kun blive større med tiden, siger Lina Lind Christensen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: