Venstre aflyser det store udsalg af Danmarks kyster

NATUR – Danmarks Naturfredningsforening er glade for, at politikerne i ny aftale om planlov har lyttet til befolkningen og delvist har droppet planer om store lempelser i den nuværende beskyttelse af kystnatur.

De mange underskrifter har været et kraftigt signal til regeringen om at bevare de frie kyster. Foto: Screendump

Her til morgen landede regeringen sammen med Dansk Folkeparti, De Konservative og Socialdemokraterne et forlig om fremtiden for Danmarks kyster og planloven.

Danmarks Naturfredningsforening er glade for resultatet, der ligger relativt langt fra de vidtgående lempelser af strandbeskyttelsen og planloven, som Venstre oprindeligt lagde op til.

- Politikerne har tilsyneladende lyttet til befolkningen. Der er kommet en bevidsthed om, at kysterne er noget af Danmarks vildeste natur, som generationer før os har værnet om. Det er ikke noget, man bare skal sælge ud af for at opnå en kortsigtet økonomisk gevinst, siger Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Ella Maria Bisschop-Larsen, og fortsætter:

Opråb har givet genlyd
- Resultatet, tror jeg, ikke mindst skyldes den store opbakning, der har været fra befolkningen til at friholde kysterne for byggeri.

Aftalen betyder blandt andet, at strandbeskyttelseslinjen på 300 meter bevares, og at den kystnærhedszone på 3 kilometer, der beskytter kystlandskabet når kommunerne planlægger, opretholdes. Samtidigt sættes planerne om flere store forsøgsprojekter ved kysterne på en foreløbig pause.

- Jeg er sikker på, at de mere end 140.000 danskere der har skrevet under på vores kampagne for frie kyster, og de mere end 30.000 danskere der tændte bål på stranden en råkold dag i januar, har gjort et indtryk på politikerne på Christiansborg. Derfor vil jeg gerne sige stort tak, til alle der bakkede op. Det har været fantastisk at opleve, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Også WWF Verdensnaturfonden føler lettelse efter, at aftalen er faldet på plads.

- Vi er lettede over, at den ny planlov bevarer Kystnærhedszonen og Strandbeskyttelseslinjen, men vi er samtidig bekymrede over kommunernes nye udvidede beføjelser, bl.a. i form af udviklingsområder fra kyst til tre kilometer ind i landet, siger Bo Normander, WWF-programleder for skov og natur.

- Vi er tilfredse med at Grønt Danmarkskort er inde i varmen igen – efter at være dømt ude af Venstre, understreger Bo Normander.

Grimme knaster
Selvom aftalen på en række områder er bedre, end hvad der lå på tegnebrættet, så er der stadig nogle alvorlige forringelser af den nuværende beskyttelse.

Lempelser af planloven betyder, at det fremover vil være muligt at opføre bygninger på op til 500 m2 uden tilladelse i landzoner. Samtidig forsvinder borgernes mulighed for at klage over visse landzonetilladelser, høringsfrister forsvinder eller forkortes og klagegebyret sættes op.

- Det er en klar forringelse af de nuværende regler, og det er vi naturligvis kede af. Man fratager samtidig borgerne nogle muligheder for at klage over afgørelser, som de har i dag, og det opfatter vi som et demokratisk underskud, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Selvom kystnærhedszonen bevares i aftalen, så vil kommunerne kunne udpege såkaldte udviklingsområder, hvor reglerne lempes.

Kattelem for kystbyggeri
- Det er reelt en kattelem i forhold til kystnærhedszonen, siger Ella Maria Bisschop-Larsen og fortsætter:

- Man åbner samtidig op for at sløjfe 5000 uaktuelle sommerhusgrunde, men giver mulighed for at udlægge 6000 nye sommerhuse, og denne gang med mulighed for at placere dem langs kysten frem for bag eksisterende sommerhusbebyggelser som tidligere. Det er en grim knast i aftalen, som vi gerne havde været foruden.

Aftalen betyder, at der i højere grad kan opføres ting på egen grund indenfor strandbeskyttelseslinjen, som der i dag gives dispensation til, men samlet set er der tale om en noget ukonkret aftaletekst, og Danmarks Naturfredningsforening vil derfor følge det kommende arbejde med lovforslag og Folketingsbehandlinger nøje.

- Der er nogle uklarheder i aftalen, hvor vi ikke rigtig kan se, hvor stor en dør der reelt er åbnet for at kommuner og erhverv kan lave anlæg på strandende, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Partier står vagt om Danmarks kulturarv
Både landbrugspakken og naturpakken blev indgået med de smallest mulige flertal bestående alene af blå blok. Denne gang er det lykkedes at lave en lidt bredere aftale hen over midten i Folketinget.

- Vi er glade for, at både Konservative og Socialdemokraterne har gjort en stor indsats i forhandlingerne for at de frie og fælles kyster kan være et gode, som vi kan give videre til de næste generationer. Også Radikale Venstre, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Alternativet, der står uden for aftalen, har protesteret mod liberalisering af planloven og udsalget af kyster, natur og landskaber. Vores kultur- og naturarv er ikke noget, der skal sættes til salg til højstbydende, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Aftalen betyder samtidig, at det grønne Danmarkskort, som regeringen ønskede et opgør med, stadig er en realitet. Formålet er, at kortet skal fungere som et overordnet redskab for kommunerne til at planlægge sammenhængende naturarealer i Danmark, så naturen får bedre mulighed for at udvikle sig.

- Grønt Danmarkskort er et vigtigt instrument til at sætte nogle rammer for, hvor naturen må være, og hvor meget natur der skal være. Større sammenhængende naturnetværk vil give naturen bedre mulighed for at sprede sig og samtidig være med til at sikre en større mangfoldighed af arter, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: