Vejen mod en hverdag fri for skadelige kemikalier
KRONIK – EU er alt for langsom til at forbyde hormonforstyrrende stoffer og andre kemikalier, selv om talrige undersøgelser viser, at de efter al sandsynlighed skader os og vores børn.
Forbud er vejen frem. Senest har en undersøgelse fra Syddansk Universitet vist, at gravide i dag har et lavere indhold af ftalater i kroppen end tidligere. Foto: Colourbox
Af Lone Mikkelsen, ph.d. og seniorrådgiver hos Det Økologiske Råd
Industrien trækker gang på gang det længste strå. Hvad skal der til for at rykke EU og den danske regering over på forbrugerens side?
Pizzabakker, dåsetomater, legetøj og elektronik. Dansk forskning har de seneste år gentagne gange vist, at mange kemikalier i vores mad, luft og ejendele kan skade vores børns udvikling og give kræft.
Alligevel halter kemikalielovgivningen. F.eks. erkender EU, at visse kemikalier er skadelige, men forbyder dem kun delvist af hensyn til industrien.
Miljøorganisationer har længe råbt op, men nu lyder kritikken også oftere og mere skarpt fra danske forskere. Professorerne Philippe Grandjean fra Syddansk Universitet samt Ulla Hass og Anne Marie Vinggaard fra DTU Fødevareinstitut melder klart ud: EU er alt for langsom til at vurdere, forbyde eller på anden vis regulere farlige kemikalier og skal speede op hurtigst muligt.
Forbud er vejen frem
Og forbud er vejen frem. Senest har en undersøgelse fra Syddansk Universitet vist, at gravide i dag har et lavere indhold af ftalater i kroppen end tidligere.
Danmark har siden 1999 haft et forbud mod brugen af alle ftalater i legetøj til børn op til tre år, og siden 2007 har fælles EU-regler forbudt seks specifikke ftalater i alt legetøj til børn op til 14 år. Alligevel nøler EU med at indføre generelle forbud eller grænser for de hormonforstyrrende stoffer.
Spørgsmålet er, om det i dag blot er andre skadelige kemikalier, som gravide overfører til deres børn i fosterstadiet og under amningen.
Hvornår handler politikerne?
Studie efter studie peger på, at visse kemikalier skader os.
Alligevel opstår en fornemmelse af, at vi går i ring: Forskerne dokumenterer, at et kemikalie har en skadelig effekt, og udtrykker bekymring. Medierne skriver historien. Forbrugerne bliver urolige. Politikerne må udvise handling for at skabe tryghed, men er i konflikt mellem industrien og forbrugerne, og de efterspørger derfor mere dokumentation.
Og så starter vi forfra med krav om mere forskning.
Men hvornår er nok nok?
Hensynet til industrien
Vi har forsket på området i årtier. Åbenbart venter vi på den rygende pistol – det sidste hårdtslående bevis på, at hormonforstyrrende stoffer skader os. Ligesom da det kvalmestillende thalidomid viste sig at være direkte årsag til, at tusindvis af børn blev født med misdannede arme og ben.
Så hvad skal der til? Skal der fødes endnu flere børn med misdannelser? Og skal stadig flere par have svært ved at få børn?
Lige nu kan vi kun påvise, at det sandsynligvis skyldes de mange hormonforstyrrende stoffer i vores forbrugerprodukter. Men hvornår skal den usikkerhed komme forbrugerne til gode og ikke industrien?
Regeringen mener, at det skader danske virksomheder, hvis de skal efterleve strammere krav end konkurrenterne i EU.
Men vil vi virkelig acceptere, at den traditionelle industri gang på gang trækker det længste strå af hensyn til konkurrenceforvridning i EU?
Øgede sundhedsudgifter for samfundet
Når vi borgere bliver udsat for kemikalier, der kan skade vores børn, vores reproduktion og øge antallet af kræftramte og overvægtige med diabetes 2, vil det give øgede sundhedsudgifter for samfundet. Hertil kommer de mange tabte IQ-point, som er en afledt effekt af de kemikalier, der skader børns hjerner, og som professor Philippe Grandjean længe har advaret imod. Ud over menneskelige omkostninger vil dette også ramme Europas konkurrenceevne på sigt.
Økonomisk vinder vi altså på den lange bane ved at sætte grænser for og forbyde skadelige stoffer – men desværre er det mere populært blandt politikerne at tage hensyn til økonomien her og nu.
Regnestykket ligger ellers klar til brug. I rapporten The Cost of Inaction fra 2014 har Nordisk Ministerråd beregnet, hvad det årligt koster EU-landene, at befolkningen fortsat er udsat for hormonforstyrrende stoffer.
Resultatet: minimum 4,5 milliarder kroner i tabt arbejdsevne og øgede sundhedsudgifter. Rapporten har fokus på risikoen for testikelkræft, misdannede kønsorganer hos drengebørn og mænds evne til at få børn.
Prisen for et misdannet barn
Men den medtager ikke stoffernes mange andre skadelige effekter, herunder dem kvinder kan opleve.
I en lignende beregning kommer Philippe Grandjean sammen med andre forskere frem til, at de årlige udgifter i EU forårsaget af de samme stoffers skadevirkninger på vores sundhed, frugtbarhed og intelligens, er mindst 1.170 mia. kr. om året.
Her er langt flere skadevirkninger inkluderet, end i rapporten fra Nordisk Ministerråd. Alligevel er bl.a. tab af livskvalitet stadig ikke medtaget, for hvordan sætter man en pris på forældres sorg og bekymring over at få et misdannet barn?
Nu mangler vi så politikere, som tør bruge disse beregninger og argumentere for, at det på sigt er en bedre forretning for EU at stramme kemikaliereguleringen fremfor at bruge tal fra industriorganisationer som argument for at lade være.
Spørgsmålet er bare, om vores politikere vil og tør bane vejen?
