Vandværker skal teste for flere rester af sprøjtegift

SPRØJTEGIFT – Efter fund af desphenyl-chloridazon i drikkevandet over grænseværdien skal vandværkerne fremover teste for stoffet, der stammer fra en sprøjtegift, der blev brugt i landbruget helt frem til 1990′erne.

Vandværkerne skal nu teste for endnu en sprøjtegift. Foto: Colourbox

Vandværkerne kan nu føje et stof mere til listen af kemiske sprøjtegifte de skal søge efter, når de sender drikkevand ud til forbrugerne. I forvejen tester de løbende for ikke mindre end 35 forskellige sprøjtegifte og nedbrydningsprodukter af pesticider.

Miljøstyrelsen har efter en anbefaling fra Vandpanelets besluttet, at vandværkerne fremover også skal undersøge grundvandet for rester af sprøjtegiften desphenyl-chloridazon.

Miljøstyrelsen havde indkaldt til mødet tidligere i dag, efter at det for kort tid siden kom frem, at der var gjort fund af desphenyl-chloridazon over grænseværdien i drikkevand flere steder i landet.

Ifølge Miljøstyrelsen udgør fundene ikke nogen sundhedsrisiko. Miljøstyrelsen understreger, at den sundhedsmæssigt acceptable daglige indtagelse af stoffet for drikkevand er 300 mikrogram/liter for voksne og 50 mikrogram/liter for små børn.

- Det vil sige, at grænseværdien er sat henholdsvis 3000 og 500 gange lavere, end hvis værdierne udelukkende skulle være sat ud fra sundhedshensyn, skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Der kan være mere
- Vi har heldigvis ikke set noget, der udgør en sundhedsrisiko, lyder det fra Mads Leth-Petersen, vicedirektør i Miljøstyrelsen.

Han erkender dog, at der kan være flere rester af sprøjtegiften, end man hidtil har troet.

- Derfor gør vi det nu obligatorisk for vandværkerne at teste for det, siger Mads Leth-Petersen.

Er der flere rester?
Chloridazon blev brugt ved blandt andet dyrkning af roer, indtil det blev udfaset i Danmark i 1996, og desphenyl-chloridazon stammer herfra.

Vandpanelet besluttede på dagens møde også at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal vurdere, om andre stoffer skal være obligatoriske i vandværkernes drikkevandskontrol.

- Vi har alle en interesse i at sikre rent vand i hanerne, som man trygt kan drikke. Selvom der ikke er en sundhedsrisiko ved de fund, der er gjort, nedsætter vi nu en arbejdsgruppe, som skal se på, om der skal justeres på procedurerne for at identificere de stoffer, vi skal teste for. Her vil vi også få hjælp fra regionerne, der har en lokal indsigt i nogle af de nye fund, siger Mads Leth-Petersen.

Vandpanelet består ud over Miljøstyrelsen af Danske Vandværker, Dansk Vand- og Spildevandsforening , KL og Styrelsen for Patienssikkerhed. Til mødet i dag deltog også Danske Regioner.

 

FAKTA: Grænseværdi og sundhedsrisiko

  • Vandværkerne pålægges nu at teste drikkevandet for desphenyl-chloridazon, efter at stoffet er fundet flere steder i mængder, der overskrider grænseværdien.
  • Fundene udgør dog ikke en sundhedsrisiko, mener Miljøstyrelsen. I Danmark er grænseværdien for pesticidrester i drikkevand politisk fastsat til 0,1 mikrogram/liter.
  • I andre EU-lande ligger grænseværdierne væsentlig højere. De aktuelle fund ville derfor ikke være problematiske, hvis de var blevet gjort i andre EU-lande.
  • Den sundhedsmæssigt acceptable daglige indtagelse af stoffet for drikkevand er 300 mikrogram/liter for voksne og 50 mikrogram/liter for små børn, mener Miljøstyrelsen.

Kilde: Miljøstyrelsen

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: