Valske bønner i Karnas køkkenhave

I HAVEN – Det er forår, men du er nødt til at styre din lyst til at så i køkkenhaven. Jordtemperaturen er stadig for lav til de fleste afgrøder, men valske bønner kan spire i kold jord, så gå bare i gang.

Karna Majs køkkenhave begynder endelig at se dejlig ud med forårsløgblomster og nyrevne bede. Foto: Karna Maj

Jeg har lyst til at så række op og række ned nu, hvor jeg har gjort to bede klar til at så rodfrugter i, og et til ærter. Men jordtemperaturen er igen for lav. Og hvad gør jeg så?

Der er faktisk en grønsag, som jeg burde have haft sået allerede i marts, da den kan spire i kold jord, og det er en fordel, at den sås tidligt for at undgå, at de sorte bladlus minimerer udbyttet.

Måske er den allerede gættet: Valsk bønne. Det er en fantastisk afgrøde med store lækre grønne eller hvidlige bønner.

Og heldigt nok, så havde jeg faktisk købt en pose frø i år af sorten Frühe Weißkeimige. Jeg har ellers i mange år taget egne frø, men de havde krydsbestøvet, så bønnerne havde ikke samme kogetid. Så nu starter jeg lige på en frisk.

Bønnerne lægges i en dybde på 5-8 centimeter og med en afstand i rækken på 10-12 centimeter. Foto: Karna Maj

Skal sås senest i midten af april
I følge posen skal den sås senest i midten af april med høst i august. Jeg skal vist være efter de sorte lus, for de dukker altid op omkring sankthans. Men med alle de mariehøns, der er i haven allerede, går det måske.

Med så få frø, vælger jeg at lave god afstand med kun 3 rækker på mit 110 cm brede bed og med ca. 12 cm afstand i rækken. Så vil hver plante nok lave flere stængler modsat såning i række mellem kartoffelrækker, hvor hver bønne oftest kun kommer med en stængel.

Du kan læse fire artikler om valsk bønne og sorter på Havenyt i kategorien Ærter og bønner.

Alt andet må vente
Så fik jeg alligevel lidt afløb for lysten til at så i dag. Alt det andet må vente på lunere vejr og jordtemperatur.

Det er en fornøjelse at være ude i haven, for nu begynder det faktisk at ligne en køkkenhave, selv om ikke alle bede endnu er klar. Jeg venter med at klargøre de andre, til der skal plantes ud i dem. Så forstyrres jordlivet kun en gang. Men se engang, hvor dejlig køkkenhaven er med forårsløgblomster og et hav af forglemmigej i sidste års tomatbed.

Dagens selvforsyning: Porrer fra høsten af de sidste porrer fra i går. Kålskud fra spidskål. Timian, purløg, zittaurløg, hvidløg og æbler. Og så var der lige de her, som jeg næsten ikke nænnede at plukke. Men de smager rigtig godt, så plukket blev de.

Se mere om kålskud i Smagfulde kålskud.

Slut på en dejlig havedag – sidste punkt er at bære tomatplanterne ind og dække alt i drivhuset med et enkelt lag fiberdug. Alle mine planter forkultiveres på jorden – det er i jorden, at solens varme lagres, så her er lunest om natten.

Karna Maj er tidligere redaktør af Praktisk Økologi og Havenyt.dk. Hun dyrker en stor økologisk have til selvforsyning og har gjort det i næsten 40 år. Dette er hendes første artikel på OrganicToday.dk, men flere følger efter.

Du kan også følge hende på karnamaj.dk

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: