Af Søren Egge Rasmussen, fødevareordfører for Enhedslisten
Fødevarestyrelsen har udgivet resultaterne af pesticidkontrollen for 2015. Ministeren anbefaler i en pressemeddelelse at købe dansk, hvis du vil have færrest mulige pesticidrester i frugt og grønt. Enhedslisten anbefaler at købe økologisk, hvis man vil slippe for pesticidrester i maden.
Hvis man vil undgå rester af sprøjtegift, når man spiser frugt og grønt, er det sikrest at vælge økologiske varer. Over halvdelen af de ikke-økologiske frugter i butikkerne indeholder sprøjtegiftrester uanset om det er danske eller udenlandske varer, viser Fødevarestyrelsen kontrol for 2015.
Derfor er det fejlagtigt når Fødevareministeren udtaler, at man skal vælge danske produkter for at få færrest mulige pesticidrester i frugt og grønt. Det gælder alene økologiske varer uanset om de er danske eller udenlandske, hvis man vil undgå pesticidrester. Men det kan ministeren åbenbart ikke få sig selv til at sige, økologi er bedst burde meldingen være ud fra fødevarekontrollen.
Økologi: Uønskede stoffer i 2,7 procent
Økologiske fødevarer er også blevet testet, og i 2,7 procent var der påvisninger af uønskede stoffer (side 13-14), der blev lavet 226 prøver og der var uønskede stoffer i en prøve fra Danmark og fem udenlandske. Uden at økologi-reglerne er overtrådt.
Kontrollen af økologiske fødevarer viste, at der i én prøve af dansk bredbladet persille var Prosulfocarp. Et sprøjtegift som bruges i kornmarker om efteråret og som kan sprede sig til økologiske marker, natur og private haver.
Flere økologiske frugtavlere er tidligere blevet ramt, nu er det så også en grønsagsavler, som har lidt tab ved at den økologiske persille ikke kunne sælges som økologisk. Prosulfocarp er det næstmest udbredte sprøjtegift og bør forbydes.
Gift-garanti for appelsiner
For ikke-økologiske appelsiner kan der næsten udskrives giftgaranti, idet der er i kontrollen er fundet pesticidrester i 51 ud af 52 prøver. I halvdelen af prøverne fandt fødevarekontrollen Chlorpyrifos, som er skadeligt for udviklingen af hjernen. Jeg vil anbefale at vælge giftfri økologiske appelsiner især til børn og gravide.
Skulle man være i tvivl om økologi er bedst når man køber vin, så viser kontrollen at der i halvdelen af den ikke-økologiske vin er pesticidrester. Det store kemikaliemiks er udbredt i vindyrkning. Der mangler fortsat nok viden om den negative coctaileffekt, når der indtages et måltid hvor man samlet set kan indtage mange forskellige pesticidrester.
Uden den nuværende landbrugsminister
Mange danskere vælger økologiske fødevarer ud fra hensyn til sundhed og miljø, mens andre vægter dyrevelfærd højest. Det er positivt at flere også stemmer med indkøbskurven og køber økologiske varer, samtidig med at økologien også er stigende i kantiner og offentlige køkkener, hvor mange ansatte sikrer, at økologiske måltider ikke bliver dyrere, når der bruges årstidens afgrøder og lidt mindre kød.
Den store omstilling er mulig, men det bliver uden den nuværende landbrugsminister i spidsen, som ikke vil have en økologi-målsætning for landbruget, og som ikke kan få det over sine læber, at økologi er bedst, når man vil undgå pesticider i maden.