V-minister: Kun markedet skal afgøre økologiens rolle

ØKOLOGI – Hans Chr. Schmidt ser økologi som et laboratorium og en spændende idébank for hele landbruget. Men økologerne skal ikke vente bedre forrentning af deres indskud, fremgik det af debatmøde med fødevareministeren.

Fødevareminister Hans Christian Schmidt (V) besøgte inden debatmødet Evald Vestergaard, som har økologiske malkekøer. Han mener, at markedskræfterne alene skal bestemme, om økologisk landbrug har fremtiden for sig i Danmark. Foto: Morten Telling

 

- Det er markedet, som afgør, hvor stor en rolle økologien kommer til at spille i fremtidens danske landbrug. Og det er kun markedet.

Fødevareminister Hans Chr. Schmidt slog sin holdning fast med syvtommersøm.

Både i sin indledende tale og i den efterfølgende diskussion, da han sidst i oktober var inviteret til at tale ved et debatmøde for økologiske landmænd i Nørskovlund Forsamlingshus ved Kjellerup, understregede ministeren, at regeringen allerede har gjort meget for økologerne.

- Jeg ser en stor og vigtig rolle for økologisk landbrug i årene fremover. Både som en selvstændig del af den danske fødevareproduktion, og som laboratorium og idébank for hele landbruget og fødevaresektoren. Men I skal have fat i nogle flere kunder, lød det fra fødevareministeren.

Kjellerup ligger i det midtjyske, ikke langt fra Hinge Osteri, som han forinden havde besøgt for at høre om vilkårene for en lille innovativ økologisk fødevarevirksomhed. Vidt berømmet og næsten skamrost for sine spændende produkter, men alligevel med udtalte problemer med at overleve og klare sig i det økonomiske spændingsfelt mellem en presset fødevareindustri og en måske ligeså presset detailhandel, hvor begge parter hele tiden forsøger at skære ned på omkostningsmarginalerne og vokse sig større.

Ikke noget jeg skal blandet mig i
Hvis de 20-25 økologiske landmænd, der var mødt op for at høre ministerens bud på økologiens rolle i dansk landbrug, havde håbet, de kunne gå hjem fra mødet med løfter om hjælp fra ministeren, måtte de tro om igen.

For selv om Hans Chr. Schmidt udtrykte respekt for økologerne og betragter det økologiske landbrug som en idébank for hele landbruget, lod han tydeligt forstå, at økologerne ikke skulle sætte næsen op efter en bedre forrentning af deres indskud.

Ministeren ville nemlig ikke være med til skubbe blot den mindste smule på for at få flere store offentlige køkkener i stat, amter og kommuner til at anvende økologiske råvarer.

- Det er slet ikke noget, jeg skal blande mig i. Det kan de udmærket selv beslutte, hvis de vil, sagde Hans Chr. Schmidt.

Ministeren havde heller ikke den fjerneste lyst til at tilgodese økologien med et ekstra kontant skulderklap, fordi den er til gavn for miljø og drikkevand. Direkte adspurgt sagde
ministeren:

- Nej, det er ikke min holdning, at økologi er til gavn for miljø og drikkevand.

Tvungen kærlighed  giver ingen lykke
Flere af de fremmødte landmænd udtrykte dybe frustrationer over de svære markedsvilkår og hvor vanskeligt det er at trænge igennem til de store butikskæder, hvor to-tre indkøbere reelt sidder og bestemmer, hvad fru Jensen og hr. Hansen skal købe i supermarkedet.

- Jeg synes, det er i orden at regulere markedet. Ellers bliver der ikke noget valg. Så bliver det reelt de store, som kommer til at bestemme det hele. Det er heller ikke rimeligt, sagde Kristen Degn, der er landmand i Vestjylland og medlem af bestyrelsen i Økologisk Landsforening.

Men det synspunkt var fødevareministeren helt uenig i.

- Jeg har stor respekt for det, I laver. Men det er altså ikke mig, der skal sælges jeres varer. Vil I have mig til at kræve, at intet supermarked må have under 30 pct. økologiske varer? Pas nu på, advarede Hans Christian Schmidt.

- Man skal ikke tvinge forbrugerne til at spise økologisk. Tvungen kærlighed giver ingen lykke, sagde ministeren, der med et omskrevet citat, lånt fra John F. Kennedy, USA’s populære præsident i 1960’erne, også sagde:

- Spørg ikke forbrugerne, hvad de kan gøre for jer. Spørg i stedet hvad I kan gøre for forbrugerne.

Samme parti
Også manden bag Hinge Osteri, Evald Vestergaard, så gerne ministeren i en mere offensiv rolle for økologien.

Hans Chr. Schmidt holder fast i, at det er markedet og forbrugerne, der bestemmer. Men jeg synes, han overser, at der er svære forhindringer undervejs. Og jeg tror endda, vi er medlem af det samme parti, lød det drillende fra venstremanden, der trods partifarven fandt det nødvendigt at hjælpe forbrugerne og markedsmekanismerne lidt på vej ved at fjerne nogle af de værste barrierer.

Artiklen blev første gang bragt i avisen Økologisk Jordbrug 12. november 2004.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: