USA: Europa skal acceptere GMO

GMO – USA vil presse EU til at droppe strenge GMO-regler, skriver Information. Et amerikansk firma vil ind i Europa med nye ’genredigerede’ planter, og USA vil have EU-Kommissionen til at fritage dem for normal myndighedsbehandling.

Modstanden mod GMO er stor blandt europæiske forbrugere. Men USA presser på for at få EU til at godkende de nye genredigerede planter.

En ny type genmodificerede afgrøder kan være på vej ud på de europæiske marker.

I øjeblikket presser den amerikanske regering og den agrokemiske industri EU-Kommissionen for at få den til at droppe de sædvanlige strikse godkendelsesregler for GMO’er, genmodificerede organismer, og i stedet følge den liberale amerikanske GMO-praksis, når det gælder de nye afgrødetyper.

Det kunne dagbladet Information i går afsløre på baggrund af en aktindsigt, som organisationerne Greenpeace, Corporate Europe Observatory og GeneWatch har fået.

- At finde fælles grundlag for reguleringen på dette område er af afgørende betydning for at fremme handel, investeringer, forskning og innovation i planteforædlingen, hedder det i en af de amerikanske henvendelser til EU-Kommissionen.

Genetisk redigering
De nye teknikker kaldes ’genetisk redigering’ af planters arvemateriale og indebærer, at man fjerner, udskifter eller tilføjer dna-stumper på bestemte steder i genomet, så nye egenskaber – for eksempel resistens mod ukrudtsmidler – opnås.

Det amerikanske biotekselskab Cibus er blandt de ledende på området og har rettet forespørgsel til seks EU-lande – blandt andet Danmark – om mulighederne for at indlede markforsøg med en genredigeret raps, der er gjort modstandsdygtig mod et sprøjtemiddel.

EU-Kommissionen skal afgøre, om den ny teknik skal opfattes som gensplejsning og derfor reguleres efter EU’s GMO-direktiv, der kræver risikovurdering, godkendelse og efterfølgende mærkning og overvågning, eller om ’genetisk redigering’ skal undtages og dermed tillades markedsført efter samme lempelige praksis som i USA.

For 16 europæiske miljø- og landbrugsorganisationer er der dog ingen tvivl. I en fælles henvendelse til EU-Kommissionen forlanger de 16 genredigerede afgrøder reguleret efter EU’s GMO-direktiv.

- Landbrugets dyr, fisk og insekter kan alle blive genredigeret i fremtiden. Ændringerne af naturen kan blive irreversible, hvis denne industri ikke reguleres, siger Helen Wallace, direktør for ngo’en GeneWatch UK til Information.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: