USA: 40 procent af maden ryger i skraldespanden

MADSPILD – Den gennemsnitlige amerikaner kasserer og spilder 10 gange så mange madvarer som en borger i Sydøstasien. Mængden af spildt mad i USA er stigende. EU forsøger at gå den modsatte vej.

Madspildet er enormt i USA. 40 procent ryger i kompost- eller skraldespanden. Foto: CC BY flickr sporkist

At få styr på unødigt udsmidning af mad vil være med til at forbedre forbruget af ressourcer i naturen og samfundet. Men de vestlige økonomier er baseret på forbrug. Udviklingen i fattige lande peger imod de samme mønstre.

Ubalancen i verden betyder, at den tredjedel af klodens befolkning, der bor i Sydasien og i Afrika syd for Sahara kun forbruger tre procent af alle ressourcer.

Globalisering
Mens millioner i fattige lande ikke kan få nok mad dagligt sker udvinding af de nødvendige råvarer til fabrikkerne ofte i deres lande. Slutprodukterne ender i lossepladser på den anden side af planeten.

Halvdelen af verdens 1,7 milliarder forbrugere bor nu i udviklingslande, anslår Worldwatch Institute. Kina og Indien tegner sig for 20 procent af totalen svarende til et større antal end hele Europas befolkning.

Medlemmer af forbrugerklassen i Asien køber dog betydeligt færre varer end den gennemsnitlige europæer. Og for at komme ernæringsmæssigt på fode må fattige mennesker naturligvis forbruge mere.

Mindre fråds
Appetitten efter mad og andre forbrugsvarer bliver ikke mættet så, længe over 800 millioner mennesker i verden er underernærede.

I de rige lande synes der at være en gryende forståelse for, at mindre fråds, renere og mere effektiv produktion og mindre forbrug er et gennemførligt skridt.

Worldwatch Institutte anslår, at hvis myndigheder bare holdt op med at subsidiere varer og aktiviteter som for eksempel billig benzin, ville forbruget skrumpe med over fem billioner kroner årligt.

Europa
Europaparlamentet vedtog i januar en resolution, der er nedbringe madspild til halvdelen i 2020. I 2014 skal der køres kampagne over hele linien. Storbritannien er godt i gang allerede.

I løbet af fem års samarbejde mellem forbrugere og de ledende i  fødevareindustrien er mængden af britisk madaffald faldet med 18 procent.

Netop samarbejde med industrien er en vanskelig opgave, fordi den lever af at sælge flere produkter.

I detailleder er der noget at hente. Den amerikanske supermarkedskæde Stop and Shop har sparet 100 millioner dollars om året ved bedre at styre analyse af friskhed og arbejde med forbrugerne.

USAs overforbrug
Den amerikanske researchorganisation NRDC, Natural Resources Defense Council, har beregnet i en ny rapport, at madudgifter svarer til 10 procent af nationalbudgettet, halvdelen af al jord og 80 procent af vandet.

Men 40 procent af al mad produceret i USA bliver kasseret. Det svarer til 10 kilo per person hver måned året rundt. Mængden er steget 50 procent siden 1970′erne.

Tallene svulmer, når de regnes sammen. USA kasserer for 1.000 milliarder kroner mad om året, en fjerdel af landets vandressourcer går til spilde, enorme mængder kemikalier til gødning og sprøjtning forurener, og affaldet leverer en fjerdedel af al USAs udledning af methan i atmosfæren.

NRDCs alvorlige tal bliver endnu mere tydelige, når de beregner, at en reduktion på blot 15 procent af madaffaldet kan fodre over 25 millioner amerikanere hvert år. I disse hårde tider er fødevaresikkerhed et problem for hver sjette amerikaner.

Ikke kun mad
USA er skræmmebilledet for forbrugersamfundet, fordi økonomisk vækst i andre dele af verden peger imod de samme forbrugsmønstre.

USA har 5 procent af verdens befolkning og forbruger en tredjedel af al energi og producerer tre-fjerdele af al giftigt affald.

Den amerikanske drøm handler meget om forbrug, og landet spenderer 70 procent af sin samlede økonomi på forbrugsprodukter.

Omkring 80 procent af alle varer, som forbrugere køber i USA, bliver kun brugt en eneste gang og derefter kasseret. Halvdelen af alle aluminiumdåser bliver ikke genbrugt, to-tredjedele af glasbeholdere bliver kasseret samen med 95 procent af al plastik.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: