Unge strømmer til økologiske foreninger

STORMØDE – Økologiske foreninger vil løfte i flok. Mange unge er aktive og melder sig ind i Praktisk Økologi, Permakultur Danmark, Økologisk Samsø og andre foreninger, der i weekenden var samlet på Samsø.

Varme vibrationer og grønne visioner bar stormødet på Samsø. I år bliver det endnu større. Foto: Gustav Bech

- Kuk-kuk, lød det med jævne mellemrum i højtalerne, da græsrødder fra seks forskellige økologiske foreninger i weekenden var samlet på Samsø for at udveksle erfaringer og sætte sig sig nye mål for for at komme videre med deres indsats for grøn omstilling.

Det var dog ikke gøgen, der havde forvildet sig ind i den store hal på Samsø, men derimod Trine Krebs, formand for Landsforeningen Praktisk Økologi, der på sin muntre og utraditionelle måde skaffede sig ørenlyd og varslede nye service-meddelelser om alt mellem himmel og jord til de omkring 400 mennesker, der spiste, snakkede, diskuterede og festede igennem i den store hal.

Kan mere når vi løfter i flok
Ifølge Trine Krebs varsler stormødet med workshops og ekskursioner på Samsø en ny begyndelse med masser af spændende initiativer, der kan trække Danmark i en grøn retning.

- Jeg er overbevist om, at alle de økologiske og grønne foreninger og netværk skal arbejde sammen, hvor vi kan. Sammen kan vi lægge mange stemmer bag forslag til politikere, siger hun.

- Vi kan lave landsdækkende politiske tiltag sammen. Vi kan lave lokalgrupper sammen. Sammen rækker vi længere ud. Det her er starten, og vi kommer vi til at se en masse spirende initiativ rundt omkring, siger Trine Krebs.

Næste stormøde i Lejre om to år
Årsmødet i år er det første nogensinde, de økologiske foreninger har holdt sammen. Men det bliver ikke sidste gang, lover Trine Krebs. Om to år er det planen at samles igen 15., 16. og 17. april. Det skal ske i Lejre, som for to år siden blev Danmarks første økologiske forsøgskommune.

Stormødet på Samsø betød et gensyn for mange af de gamle græsrødder, som har været med i flere årtier. Men for mange blev det også et opløftende møde, fordi mange yngre og helt unge var med.

Omkring hver fjerde af de 400 deltagere var ifølge Trine Krebs under 30 år. Samlet set var hver anden deltager i det grønne stormøde under 40 år, vurderer hun.

- Det blev især tydeligt se på dansegulvet lørdag aften, hvor de unge blev ved og ved med at danse. Jeg tror ikke, at nogle af foreningerne har lukket et dansegulv så sent til et årsmøde, skønner hun.

Medarbejdere og ny bestyrelse i Landsforeningen Praktisk Økologi mødes for at aftale nærmere. Foto: Gustav Bech

Nyt liv til grønne visioner
Trine Krebs oplever, at de unge med deres engagement er med til at revitalisere de grønne visioner om mere økologi og bæredygtighed overalt i samfundet, både på det helt nære og lokale plan og på globalt plan.

- Alene i kraft af deres blotte tilstedeværelse var de mange unge med til at give en mere løssluppen og håbefuld stemning. Det betyder, at de gamle kæmpere kan slappe lidt af med bevidstheden om, at der er nogen til at tage over.

- De unge var meget lyttende og deltagende og klar til at tage over. Der blev valgt mange unge ind i bestyrelserne, og gennemsnitsalderen faldt mærkbart, fortæller hun.

Hvad begejstrede dig mest ved årsmødet? Hvor synes du, at det rykkede mest.

- Jeg hørte og så rigtig mange mennesker, der kunne mødes på tværs af alder, foreningstilknytning, geografisk bosted, livsfilosofisk ståsted. Det var ligesom en myretue, hvor alle er i berøring og går for hinanden. Jeg så mange skrive noter, udveksle mailadresser og telefonnumre. Rigtig rigtig mange sagde igen og igen: Det sker noget, vi kan mærke, at noget større er på vej. Morgenluften vejrede og mange satte ord på, hvordan de følte det. Det var så stort, lyder det fra en glad Trine Krebs.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: