Unge strejker for klimaet: Vi er en del af noget stort

KLIMA – Flere hundrede børn og unge var fredag formiddag samlet foran Rådhuset til den hidtil største klimastrejke. Mange føler afmagt over for klimatruslen, som rykker nærmere og nærmere. Men det hjælper at handle og gøre noget i fællesskab, siger Nina Sandal Holm.

»Pas på mig, så er du sej«, siger Jordkloden på børnenes banner. Foto: Gustav Bech

»Det var en kæmpe forløsning, da jeg sidste år læste om Den Grønne Studenterbevægelse og fandt ud af, at der var mange andre, der havde det på samme måde som mig selv. Jeg har tidligere følt en voldsom afmagt over for klimakrisen, som vi står midt i. Den handler om liv og død, om de basale livsvilkår for os mennesker og om, at vi er i færd med at ødelægge vores fælles klode og hjem, uden at vide, hvad vi skal stille op.

Men lige pludselig opdagede jeg, at vi faktisk var ret mange i min generation, der havde det på samme måde. Vi er nødt til at handle og i fællesskab være med til at skabe de store samfundsforandringer, som er nødvendige i det næste årti.«

Sådan fortæller Nina Sandal Holm, som holdt den indledende tale og havde arrangeret dagens klimastrejke for børn og unge, som fredag samlede flere hundrede børn og unge foran Rådhuset i Aarhus.

Børn og unge i flertal
Dagens klimastrejke var den femte af slagsen, og de fleste deltagere var fra 15 år og opefter, men der var også mange børn fra de mindste klasser i Aarhus Friskole, som i tre uger har arbejdet med FN’s Verdensmål og bæredygtig udvikling  som overordnet tema for undervisningen.

Enkelte fra Bedsteforældrenes Klimaaktion var også mødt op med deres banner for at støtte de unge.

Efter den indledende tale var der sambarytmer fra Aarhus Friskoles orkester, mens skilteværkstedet åbnede. Her kunne man på papskilte male sine egne kreative klimaslogans, og der var mange: »Hvorfor gå i skole for en fremtid, som måske ikke længere er der?«, »Jorden er ikke en skraldespand«, »Vi har ikke Planet B«., »Giv os en fremtid«, »Mindre madspild, mindre forbrug, mindre CO2«, Drop skemaet – stræk for klimaet«, »Skal fisk dø i Jeres plastiksø?«, Brug andet end plast i en hast«, for nu blot at nævne de ti første, jeg faldt over, da jeg tjekkede billeder fra dagens klimastrejke.

Nina Sandal Holm havde arrangeret fredagens klimastrejke i Aarhus og holdt den indledende tale. Foto: Henrik Platz

Vi er en del af noget stort og afgørende
Nina Sandal Holm betegnede i sin tale klimakrisen som »menneskehedens største udfordring nogensinde.«

- Vi har i bedste fald 12 år til at få styr på de her ændringer, forandringer – eller krig , kan man også kaldet det. Vi ved, at naturkatastrofer, truede økosystemer og knaphed på ressourcer skaber konflikt og krig. Derfor er klimakampen også en kamp for fred, understregede hun.

LÆS OGSÅ: Greta Thunbergs tale ved klimatopmødet i Polen

- Allerede nu ser vi orkaner, tørke, skovbrande og oversvømmelser hærge verden og sende millioner af mennesker på flugt. Alene i 2017 blev 18 millioner mennesker sendt på flugt på grund af klimakrisen. Og ifølge Care Danmark risikerer hele 250 millioner at blive permanente klimaflygtninge i 2050, sagde Nina Sandal Holm.

- Vi bliver nødt til at skabe kolossale samfundsforandringer det næse årti – og hvis vi skal nå det, tæller hvert øjeblik. Derfor skal vi starte NU. Vi er allerede godt på vej. Klimastrejke-bevægelsen #FridaysforFuture strækker sig fra Tyskland til Tyrkiet og Tanzania.

- Vi er en del af noget stort og afgørende. Nu er det vigtigt, at vi holder fast og bliver ved, lød det fra den 29-årige aarhusianske klimaaktivist, som har en bachelor i medievidenskab og til daglig arbejder som kok i en byens bedste økologiske restauranter, L´Estragon i Klostergade.

Klimademonstration foran Aarhus Rådhus 1. februar. Foto: Henrik Platz

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: