Økologi og studieliv på et stramt SU-budget kan godt kombineres. Det mener Økologisk Landsforening, som netop nu sætter fokus på emnet over for unge danskere på Facebook-siden ’Generation Ø’. Øko-varer og værdierne bag økologi tiltaler i høj grad de unge i dag, mener fremtidsforsker hos Future Navigator, Anne Skare Nielsen.
- Det er en tendens, man har set komme over lang tid, at de unge interesserer sig mere og mere for økologi og bæredygtighed. De tilhører en generation, der vil handle – de vil være med til at gøre en forskel og ændre verden. Og de tror på, at økologi nytter. Det tegner jo et billede af, at den økologiske produktionsform er den helt rigtige, og at salget og produktionen af økologi vil vokse i fremtiden, siger Anne Skare Nielsen.
Skab luft til økologi i SU-budgettet
På Facebook-siden Generation Ø deltager tre unge testpersoner fra hhv. Slagelse, Aarhus og København i øjeblikket i et eksperiment.
De tester opskrifter med forskellige økologiske råvarer og deler deres resultatet og holdninger til økologi. En stribe madbloggere bidrager også med oplæg til lækre, nemme og SU-venlige øko-opskrifter.
Projektleder i Økologisk Landsforenings foodservice-team, Dorthe Kloppenborg, deler gavmildt ud af gode tips, der kan give råd til mere økologi hverdagen.
- Man kan skabe luft til økologi i SU-budgettet ved at bage sit eget brød og i det hele taget lave mad fra bunden samt ved at bruge mere af sæsonens grønt og mindre kød, forklarer Dorte Kloppenborg.
Ifølge hende er der også penge at spare ved at købe friske økologiske grøntsager billigt og melde sig ind i økologisk fødevarefælleskab. Dem er der efterhånden mange af rundt omkring i landet.
- Samtidig er der mange penge at spare på at minimere sit madspild. Det kan man bl.a. gøre ved at planlægge sine indkøb, eller ved at gå sammen med nogle andre om at lave mad. Det er også meget hyggeligere, siger hun.
Det elektroniske spørgeskema, som undersøgelsen bygger på, er distribueret via Økologisk Landsforenings Facebook-kanaler. Der er således ikke tale om en repræsentativ undersøgelse. 95 procent af respondenterne er kvinder.