NaturErhvervstyrelsens har fundet ulovlige genmodificeret raps på danske forsøgsmarker. Styrelsens kontrollører satte tirsdag de tre små markarealer på hver 30 kvadratmeter i karantæne og sikrede sig, at planterne efterfølgende blev destruerede.
Det er forbudt at dyrke GMO-afgrøder til kommerciel brug i Danmark, og ifølge NaturErhvervstyrelsen er der ikke sket utilsigtet iblanding med ikke-godkendt GMO i såsæd de sidste 15 år.
Fundet blev gjort, efter at EU’s varslingsystem i sidste uge rundsendte nyheden om en sending raps, som indeholdt ikke-godkendt GMO materiale.
Opdaget i England
Rapsen kom oprindelig fra Frankrig, men blev opdaget i England. Her udsendte man et europæisk varsel, og søndag havde NaturErhvervstyrelsen identificeret den eneste danske modtager af rapsen.
Virksomheden bag rapsafprøvningen havde handlet i god tro, og forureningen med GMO var kun på 0,39 procent. Det indikerer ifølge myndighederne, at iblandingen er sket ved en fejl.
GMO-rapsen er ikke godkendt i EU, og derfor er der nultolerance. På anbefalinger fra eksperter fra Århus Universitet blev destruktionen af planterne foretaget med stoffet glyphosat.
- Det er yderst sjældent, at vi oplever den slags i Danmark, siger chefkonsulent, Kim Holm Boesen, fra NaturErhvervstyrelsen.
- Det viser heldigvis, at EU’s varslingssystem virker. Vi har nu igangsat en undersøgelse af, hvordan vi i fremtiden kan undgå, at ikke godkendt genmodificeret materiale kan ende i jorden i Danmark,
Ingen spredningsrisiko
Da rapsen ikke havde blomstret endnu, er der ingen spredningsrisiko. Styrelsen vil i de kommende år sikre sig, at de berørte marker bliver overvåget og fremspirende planter behandles med glyphosat.