Uffe Elbæk skal være statsminister
KLIMA – Uffe Elbæk skal være statsminister, hvis vi skal redde os selv fra klimaforandringer, skriver Christian Poll. Næste folketingsvalg bliver et valg mellem håbet og frygten.
Næste valg bliver et valg mellem håbet og frygten. Derfor skal Uffe Elbæk være statsminister, hvis vi skal redde os selv fra klimaforandringerne, skriver Christian Poll, partiets ordfører for grøn omstilling. Foto: News Øresund, Johan Wessman
Af Christian Poll, naturordfører og ordfører for grøn omstilling for Alternativet
I har måske allerede hørt det, men hvis ikke, så har Uffe Elbæk, Alternativet politiske leder, meldt sig på banen som statsministerkandidat. Det vender jeg tilbage til, men først vil jeg gerne fortælle jer, hvorfor jeg finder det som den eneste rigtige løsning for klimaet og dansk politik.
For godt fire år siden, da jeg stadigvæk arbejdede i Danmarks Naturfredningsforening som miljøpolitisk medarbejder, var jeg fra første parket vidne til en svindende biodiversitet og et klima, der gradvist, men i sikkert tempo forandrede sig. Jeg oplevede ikke, at nogle partier tog det særligt seriøst. De var tværtimod optagede af diskussioner om kommaer i den offentlige vækst og særligt en hetz mod flygtninge og indvandrere.
Men så en dag tikkede en pressemeddelelse ind på kontoret i Danmarks Naturfredsningsforening. Et nyt parti med navnet Alternativet havde set dagens lys. Med den tidligere kulturminister, Uffe Elbæk, som frontfigur, og de skrev både om seriøs bæredygtig omstilling og ny politisk kultur.
I Danmarks Naturfredningsforening syntes vi, at det lød spændende, og vi ville gerne udnytte lejligheden til at hjælpe med at fylde de tomme hylder i den nye, grønne politiske butik, Alternativet, ud.
Vendte slukøret tilbage
Så jeg drog afsted til det allerførste møde i Alternativet på baren Vela, hvor Uffe Elbæk fortalte om det nye parti. Med mig havde jeg et stykke papir med masser af gode input til det nye partis grønne politik. Så nemt gik det dog ikke, for da jeg forsøgte at aflevere papiret, blev jeg fortalt, at sådan gjorde man ikke i Alternativet. Man skulle deltage i partiets politiske laboratorier, hvis man ville være med til at forme politikken.
Slukøret, men alligevel lettere opløftet på klimaets vegne kørte jeg tilbage til Danmarks Naturfredningsforening, hvor jeg blev enig med min chef om, at jeg hellere måtte deltage i de her politiske laboratorier.
Til de politiske laboratorier mødte jeg en masse fede mennesker, der som jeg elskede at arbejde med natur-, klima-, og miljøpolitik og som en lettere modvillig forelskelse sneg Alternativet sig længere og længere ind i mit hjerte. Jeg havde aldrig i mit liv været medlem af et parti, og jeg havde egentligt heller ikke lyst, men til sidst meldte jeg mig ind.
Forelskelse blev til kærlighed
Forelskelsen blev ret hurtigt til kærlighed, en åbenlys kærlighed, som både familie, venner og kollegaer kunne se. Da jeg blev spurgt, om ikke jeg kunne finde på at melde mig som kandidat til folketingsvalget, blev jeg først overrasket og tænkte: »Hvem? Mig? Politiker? Nej, det tror jeg altså ikke«.
Men efter 14 dages betænkningstid gik det som et lys i mørket op for mig, at det ville jeg da vist gerne, for Alternativet var det eneste parti, der tog klimaforandringerne seriøst. Siden gik det så heldigvis sådan, at jeg blev valgt til Folketinget.
Inden jeg blev valgt ind, havde Uffe Elbæk for mig meget været en person, som repræsenterede Alternativet udadtil. Jeg havde ikke talt meget med ham, og jeg gik meget mere op i at beskæftige mig med den nørdede del af Alternativet, nemlig at skabe god, grøn politik.
Uffe er som Miles Davis
På Christiansborg gik det dog hurtigt om for mig, at Uffe var af en helt speciel støbning. En type menneske, der ikke findes mange af i verden. Alt fra hans måde at lede på, hans mange idéer og måde at se verden på var utroligt dragende.
Noget af det første han meldte ud var, at han ikke ønskede nogle ordførerskaber, da det var meget vigtigere, at vi andre kom i forgrunden. Så som leder nedtonede han sig selv og skubbede os andre frem.
Ofte kommer jeg til at tænke på Miles Davis, den amerikanske jazzmusiker og komponist, når jeg arbejder sammen med Uffe. Han havde en helt særlig måde at lede sit orkester på. Han kunne finde på at skubbe saxofonisten frem og lade ham spille en solo, mens han bare stod og lyttede. Hvis personen kun koncentrerede sig om at spille en så hurtig skala som muligt, røg personen ud igen.
Det handlede hele tiden om musikken og kærligheden til den, og den var Miles Davis en sand mester til at fornemme. Han ville have folk til yde deres bedste. På samme måde er det med Uffe.
Valget mellem håbet og frygten
Han lader som leder os andre gøre det, vi er gode til, men en gang imellem, når tingene kører lidt for hurtigt der ud af, tjekker han ind og får os til at mærke efter, om det nu stemmer overens med Alternativets hjerte og sjæl, vores værdier. Han er på mange måder Alternativets værdi- og kulturminister.
Og så tilbage til, hvor vi startede: Uffe som statsministerkandidat. Måske kommer folk til at grine og latterliggøre Alternativet for vores udmelding, men det er der som ikke noget nyt i. Vi tåler gerne latterliggørelsen, hvis vi samtidig får lov til at tage ansvar for den brændende klimaplatform.
Politik i 2018 bør handle om de udfordringer. vi står over for lige nu og håbet om, at vi kan forandre og skabe noget bedre. Derfor er næste valg, som Uffe sagde det på Folkemødet, et valg mellem håbet og frygten. Håbet gør vi os til bannerførere for, og derfor er Uffe Elbæk håbets og Alternativets statsministerkandidat.
