Udvinding af uran truer Grønlands miljø

URAN – Grønland kan blive en af verdens aller-største eksportører af uran. Men følgerne for miljøet er uoverskuelige, og omkostningerne til oprydning vil blive så store, at mineprojektet ved Kvanefjeld kan blive en økonomisk belastning for Grønland. Fire miljøorganisationer inviterer til konference om konsekvenserne ved uranudvinding i Grønland.

Miljøorganisationer fra hele verden frygter, at det vil føre til omfattende forurening, fordi Grønland har givet grønt lys til udvinding af uran. Foto: Colourbox

Miljøet kan blive taber, og oprydningen efter urandrift kan på lang sigt blive en voldsom økonomisk belastning for Grønland. Det mener tre danske og en grønlandsk miljøorganisation. For at råbe politikerne og offentligheden op indkalder de til konferencer for at belyse konsekvenserne ved uranudvinding, såvel for miljø som sikkerhedspolitik.

Der deltager eksperter fra ind- og udland, ledende politikere. Konferencerne foregår lørdag i Nuuk i Grønland og på tirsdag i København.

Efterlader radioaktivt materiale
- Den planlagte uranudvinding i Kuannersuit (Kvanefjeldet) vil efterlade millioner af tons tailings, der indeholder giftige radioaktive materialer til fare for landbrug, fiskeri og fangst i betydelige dele af Sydgrønland, siger Mikkel Myrup, formand for Avataq.

- Flere uranmineselskaber har økonomiske problemer og nye uranmineprojekter som det foreslåede i Kvanefjeld i Grønland bliver urentable”, siger Gunnar Boye Olesen, politisk koordinator for Vedvarende Energi, der er en af de danske organisationer bag konferencen.

Den australske børnelæge Helen Caldicott taler ved konferencen. Hun er kendt verden over for sit glødende engagement og sin mangeårige modstand mod atomkraft og atomvåben. Også Jan Willem Storm van Leeuwen, Cindy Vestergaard, Dansk Institut for Internationale Studier og Søren Hald Møller, styrelseschef i Grønland for Miljøstyrelsen for råstofområdet er blandt oplægsholderne.

- Vi skal lære af erfaringerne fra uranudvinding andre steder på kloden. Miljøproblemerne er langt større, end det er forudsat i de planer, vi hidtil har set i Grønland, siger Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.

Sjældne jordarter
Miljøorganisationerne anerkender Grønlands behov for erhvervsudvikling. De peger på, at de sjældne jordarter, man gerne vil have fat på, kan udvindes andre steder i Grønland, hvor de ikke forekommer sammen med den farlige uran.

- Det giver god mening at udvinde sjældne jordarter på Grønland. Men det kan gøres ved Kringlerne, hvis disse ikke er blandet med uran, som de er ved Kvanefjeld, siger Palle Bendsen, talsperson for NOAH.

Den første konference om uranudvinding i Grønland afholdes i Katuaq – Grønlands Kulturhus i Nuuk, lørdag 22. marts kl. 13-17 og den anden på Christiansborg, tirsdag 25. marts kl. 13-17.15. Konferencerne er organiseret af Avataq, Det Økologiske Råd, NOAH Friends of the Earth Denmark og VedvarendeEnergi.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: