Udsigt til dramatisk afstemning om klimamål

Parlamentet er delt med grønne fortalere for en ambitiøs klimapolitik på den ene side og sorte klimaskeptikere på den anden side, siger Britta Thomsen.

KLIMAMÅL – I morgen stemmer Europa-Parlamentet om EU’s mål for klima og vedvarende energi frem mod 2030. Parlamentet er delt med grønne fortalere for en ambitiøs klimapolitik på den ene side og sorte klimaskeptikere på den anden side.

To enige EU-Parlaments-udvalg for miljø og energi har vedtaget at fortsætte politikken med tre bindende mål for CO2-reduktion, vedvarende energi og energieffektiviseringer. Målene skal være pejlemærker i klima- og energipolitikken frem mod 2020. I morgen skal Europa-Parlamentet efter planen godkende denne beslutning.

Forsøger at sabotere
Men der er stærke kræfter blandt de konservative grupper i Parlamentet, som er arge modstandere af bindende mål for energi. De forsøger nu at sabotere Parlamentets godkendelse af udvalgsbeslutningen, siger Britta Thomsen, der er socialdemokraternes chefforhandler på energiområdet.

- Det er den mest omfattende afstemning, jeg har set meget længe. De arbejder benhårdt på at sabotere vedtagelsen af ambitiøse mål for klima- og energipolitikken. Det er længe siden, at jeg har set politiske grupper gøre så store krumspring for at modarbejde en beslutning, der allerede er vedtaget af de ansvarlige udvalg, siger hun.

Flertallet kan stemme imod
- Det bliver meget spændende i morgen. Flertallet i udvalgsafstemningen var komfortabelt men ikke overvældende. Og vi har før set, at det samlede Parlament stemmer imod en udvalgsbeslutning, oplyser Britta Thomsen.

Afstemningen skal sende et klart signal til EU’s stats- og regeringschefer, der skal drøfte den fremtidige klima- og energipolitik til marts.

- Det er afgørende, at Parlamentet kræver en ambitiøs indsats med tre bindende mål. Efter Kommissionens udspil, der ikke indeholder et bindende mål for energieffektivisering, er det nu op til Parlamentet at lægge pres på stats- og regeringscheferne. Det er den eneste måde, vi kan sikre investeringer i vedvarende energi og energieffektivisering. Og udover, at det vil mindske behovet for at importere dyrt olie og gas, vil det skabe lokale arbejdspladser, der ikke kan flyttes til udlandet. Særligt i Danmark, hvor vi er førende på området, understreger Britta Thomsen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: