Den tyske forbundsdomstol har i dag bekræftet tidligere lokale afgørelser fra Stuttgart og Düsseldorf, der fastslår, at det er lovligt at indføre dieselforbud i tyske byer. Det Økologiske Råd betragter det som en stor sejr.
- Det er en historisk sejr i kampen mod luftforurening, og den markerer samtidig enden for dieselbilen, mener Jeppe Juul, der er trafikpolitisk medarbejder i den grønne organisation.
Han forventer at afgørelsen vil udløse et forbud mod dieselbiler i de to tyske byer allerede i år. Samtidig kører lignende sager i 16 andre tyske byer. I Tyskland er forureningen med NOx årsag til omkring 13.000 for tidlige dødsfald.
Kan udløse forbud i andre tyske byer
- Med denne afgørelse kan dieselforbud hurtigt sprede sig til mange tyske byer, da det er den hurtigste måde at nedbringe luftforureningen til et mere acceptabelt niveau, siger Jeppe Juul.
Antallet af solgte dieselbiler er de senere år allerede faldet markant i EU, og med dieselforbud i de større byer i dieselmotorens hjemland, kan afviklingen af dieselbiler hurtigt tage fart.
En lang række bilproducenter har allerede meddelt, at de er i gang med af afvikle produktionen af dieselbiler.
Dieselbiler er hovedsageligt et europæisk fænomen: 70 procent af alle dieselbiler sælges i Europa, 15 procent i Indien, mens kun 1 procent af alle dieselbiler sælges i USA.