Tusindvis siger nej til regeringens vildsvinehegn

NATUR – Verdens Skove har afleveret 3.099 underskrifter til miljø- og fødevareminister Jakob-Ellemann-Jensen, som vi har samlet ind mod opførelsen af et hegn på den dansk-tyske grænse, der skal holde vildsvin ude af Danmark.

Verdens Skove har samlet underskrifter for at protestere imod regeringens planer om at opfører et hegn på den dansk-tyske grænse, der skal holde vildsvin ude af Danmark.

KOMMENTAR
Af Toke Laursen, Verdens Skove

Torsdag den 3. maj afleverede Verdens Skove 3.099 underskrifter til miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen mod regeringens forslag om et vildsvinehegn.

Torsdag i denne uge skal forslaget om et hegn ved den dansk-tyske grænse til at holde vildsvin ude af Danmark til 1. behandling i Folketinget. Vildsvinehegnet skal sørge for, at vildsvin ikke smitter danske produktionsgrise med afrikansk svinepest. Men hegnet vil ikke holde vildsvin ude af Danmark. Samtidig er der andre smittekilder, som udgør en langt større fare for produktionsgrisene, end vildsvin gør.

Verdens Skove tager afstand fra forslaget om et vildsvinehegn. Derimod mener Verdens Skove, at vi skal byde vildsvinet velkommen i Danmark, hvor det er oprindeligt hjemmehørende. Derfor har Verdens Skove samlet underskrifter ind mod opførelsen af et vildsvinehegn.

Verdens Skove takker alle, der har skrevet under mod vildsvinehegnet, og på den måde har været med til at kæmpe for dansk natur.

Vildsvinet er godt for dansk natur
Vildsvinet er med til at skabe en større mangfoldighed i den danske natur.

Frø sætter sig i vildsvinets pels og bliver på den måde spredt i naturen. Når vildsvinet boltrer sig i en mudderpøl bliver frøene mast ned i jorden, hvor de får gode muligheder for at spire. Det samme sker, når vildsvinet roder i jorden med trynen, når det blot træder rundt i skovbunden og dermed trykker underlaget ned.

Vildsvinet løsner desuden jorden, når det roder efter føde, og skaber på den måde såbede for planter som træer, buske, blomster og urter. Der er faktisk mere vegetation i skovbunden i en sov med vildsvin, end en skov uden vildsvin, og det er positivt for andre dyr. Vegetationen giver både føde og skjulesteder for dyr som smågnavere og insekter, der er føde for andre dyr.

Hegnet er ødelæggende for dansk natur
Hegnet vil være ødelæggende for dansk natur og blandt andet få konsekvenser for hjortevildt i Danmark. Hegnet vil ikke holde vildsvin ude, da vildsvin gerne svømmer fremfor at tage landvejen til Danmark fra Tyskland – hegnet er dermed en unødvendig hindring for alt mulig andet natur.

Afrikansk svinepest kommer andre steder fra
Risikoen for vildsvin smitter danske produktionsgrise med afrikansk svinepest er ubetydelig.

Der er ikke afrikansk svinepest i vildsvinebestandene nord for Kielerkanalen. Var der smittede vildsvin nord for Kielerkanalen ville risikoen for smitte til Danmark være øget, men stadig meget lille.

Afrikansk svinepest smitter ved fysisk kontakt. Men fysisk kontakt mellem vildsvin og danske produktionsgrise er nærmest umulig på grund af svinestaldene og dobbelthegnet omkring fritgående svin. Smitterisikoen fra vildsvin er derfor meget lille.

Risikoen for at vildsvin overfører afrikansk svinepest er ekstremt lille i forhold til andre smittekilder, hvor for eksempel transporten af produktionsgrise over landegrænserne udgør en langt større smitterisiko.

Læs mere om vildsvinet og grænsehegnet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: