Vi ka’ ik stemme – men vi ka’ strejke. Sådan lyder det fra danske børn og unge, som nu på fredag 1. februar indkalder til landsdækkende strejke for klimaet.
De henviser blandt andet til klimaforskere og FN’s Klimapanel (IPCC), der i rapport efter rapport de sidste mange år har fortalt og dokumenteret, hvor galt det går, hvis vi ikke markant nedbringer udledningen af CO2 og andre klimagasser.
Ifølge FN er der kun 12 år tilbage, hvis det skal lykkes at begrænse de værste klimaskader ved at holde temperaturstigningen i ave.
Manglende politisk handlekraft
»Alligevel udviser politikerne igen og igen manglende handlekraft på klimaområdet. Nye meningsmålinger viser, at klimasagen er vigtigere for danskerne end nogensinde før til årets folketingsvalg, men dem, der vil mærke mest til klimaforandringerne – de helt unge – har ingen stemmeret. Derfor kræver de nu at få deres stemmer hørt ved at klimastrejke fra skolen«, lyder det fra Den Grønne Studenterbevægelse, der samler børn unge under sloganet »Fridays for Future«.
Inspirationen er især hentet hos den nu 16-årige svenske skolepige Greta Thunberg, som fredag efter fredag bliver væk fra skole for at sidde foran det svenske parlament i protest mod, at verdens ledere fortsat lader klimakrisen accelerere uden at gribe ind. Greta er blevet en klimahelt og et globalt symbol på den voksende modstand mod politikernes handlingslammelse, og skolestrejkerne spreder sig nu i lande kloden rundt.
»Hvorfor gå i skole og læse til fremtiden, når ingen alligevel prøver at redde den fremtid?«, har Greta retorisk spurgt.
LÆS OGSÅ: Grønne studenter: Vi strejker for vores fremtid
I skal føle den frygt, jeg føler hver dag
For nylig talte Greta Thunberg ved klimatopmødet i Polen for verdens ledere og forleden igen ved World Economic Forum i Davos.
I sin tale ved topmødet i Davos sammenlignede hun klimakrisen med et hus, der står i flammer.
»I don’t want you to be hopeful, I want you to panic. I want you to feel the fear I feel every day and then I want you to act«, lød det indtrængende fra Greta Thunberg ved de økonomiske lederes møde i Davos.
Den svenske skolepige følges nu af 128.000 personer på twitter, hvor hun hun også melder om skolestrejker, som har bredt sig til ikke kun de andre europæiske lande, men også til resten af verden. I denne uge samlede en klimastrejke i Bruxelles over 30.000 børn og unge.
Op til det svenske folketingsvalg sidste efterår strejkede den dengang 15-årige Greta Thunberg fra skolen i flere uger i protest mod den manglende politiske vilje til at tage klimaet alvorligt.
Klimaikon for den opvoksende generation
»Hun er hurtigt blevet et klimaikon for den opvoksende generation – og hun bliver ved med at strejke hver fredag. Hendes oprør har spredt sig vidt og bredt, og der arrangeres nu klimastrejke verden over, fra Tyrkiet til Tyskland til Tanzania«, fortæller Sussi Lillelund Christiansen fra Den Grønne Studenterbevægelse, som er presseansvarlig.
I Danmark og på Færøerne er der indtil videre planlagt 10 klimastrejker. De finder sted på fredag i følgende byer:
»Vi – elever, studerende og andre bekymrede borgere – samles foran Christiansborg og rådhuse rundt om i landet for at markere, at al politik er klimapolitik. Og vi kræver, at politikerne tager klimakrisen seriøst. Til sidste klimastrejke strejkede omkring 700 elever fra hele Danmark, og vi forventer at deltagelsen vil være endnu større denne gang«, skriver de grønne elever og studerende i en meddelelse til pressen.
København: https://www.facebook.com/events/2066605436964894/
Aalborg: https://www.facebook.com/events/2201243466799880/
Aarhus: https://www.facebook.com/events/1950291861940757/
Odense: https://www.facebook.com/events/466215533910379/
Roskilde: https://www.facebook.com/events/2249874985043315/
Svendborg: https://www.facebook.com/events/356299721617862/
Sønderborg: https://www.facebook.com/events/363292817795250/
Viborg: https://www.facebook.com/events/1311304549021177/
Vejle: https://www.facebook.com/events/2278739619107519/
Ribe: https://www.facebook.com/events/350675352433657/
Kilde: Fridays for Future og Den Grønne Studenterbevægelse
Video: Greta Thunbergs tale ved Davos: I want you to panic