Tungmetaller i svinegylle forurener markerne
LANDBRUG – Kobber og zink anvendes i foder til svin. Via gyllen havner tungmetallerne på markerne omkring de store industrielle svinefarme.
Den del af kobberet og zinken, der ikke optages af svinene, ryger direkte gennem dyrene og ender for hovedpartens vedkommende i gyllen, hvorefter tungmetaller ophobes i jorden uden at blive nedbrudt. Foto: Colourbox
Af Søren Wium-Andersen, biolog, cand. scient.
Min interesse for anvendelsen af tungmetaller i svineproduktionen blev vakt, da en foderstoffabrikant henledte min opmærksomhed på, at rådyrsygen kan være forårsaget af kobbertilsætninger til svinefoder. Sygdommen medfører, at rådyr får diarré, og at mange af dyrene dør. Derfor udarbejdede jeg i 2012 et notat om kobber fra svineindustrien.
Af notatet fremgår det, at svineindustrien årligt tilsætter svinefoderet 1430 tons kobbersulfat, svarende til 364 tons rent kobber. I værste fald udleder svineavlerne årligt to kilo rent kobber pr hektar med gyllen. Notatet konkluderede, at svineindustriens forurening med kobber snarest muligt bør begrænses i lighed med samfundets krav til al anden industri, samt at gylle bør underkastes de regler, der er gældende for spildevandsslam (Slambekendtgørelsen).
Om kobber anvendelsen medvirker til rådyrsyge, var der ikke en konklusion om i mit notatet. Det nævnes også, at landbrugets forbrug af zink ikke er problemløst. På trods af den øgede ophobning på markerne af zink og kobber oplyste Miljø-og Fødevareministeren den 10. maj 2016 Folketinget om, at ministeriet har styr på tilsætningerne af kobber og zink til svinefoderet.
Dette skete på trods af, at DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, i oktober 2015 fremlagde en rapport, af hvilken det fremgår, at et areal på størrelse med Fyn har et bekymrende højt indhold af zink, og at mere end 27 procent af svinegyllen er så forurenet med kobber og zink, at den skulle være kørt direkte på en kontrolleret losseplads, dersom gyllen var underkastet de samme regler, som er gældende for spildevandsslam.
Ender i gyllen og pløjelaget
Det skyldes, at den del af kobberet og zinken, der ikke optages af svinene, ryger direkte gennem grisene og for hovedpartens vedkommende ender i gyllen og efterfølgende ophobes i pløjelaget. Stofferne nedbrydes ikke, og fjernes kun i begrænset omfang med afgrøderne. Kobber og zink er essentielle grundstoffer, da begge tungmetaller indgår i en række vigtige enzymatiske processer.
Allerede i 1928 blev det fra USA rapporteret, at kobbertilsætninger til foder til smågrise og svin gav vækstfremmende resultater. Siden 1950′erne er kobberforbindelser blevet anvendt som et tilsætningsmiddel til svinefoderet her i landet.
I 1989 blev der fremlagt forsøg, der viste, at også zink er anvendelig som vækstfremmer i svineproduktionen. Mekanismerne bag de vækstfremmende evner er ikke kendt i detaljer, men de vækstfremmende egenskaber hos svin resulterede i, at tilsætningerne af kobber og zink til svinefoderet steg mere og mere. Få tænker på, at i større mængder er begge stoffer toksiske.
Kobber og zink i svinefoder
Kobbers toksicitet er forskellig fra art til art. Svin har en meget høj tolerance for kobber. Kvæg tåler større mængder, mens racer af får og kaniner ikke tåler større mængder af kobber. Kobberforbindelsernes giftighed i større doser har været kendt længe. Der er eksempler på, at får dør, hvis de marker, fårene græsser på, er blevet tilført svinegylle. Såvel kaniner som får, der fodres med kobberberiget smågrisefoder, risikerer at dø af dette foder. Det er også en kendt sag, at kobber i større mængder er skadelig for organismerne i pløjelaget og i vandmiljøet.
I 1996 skrev DMU i en afhandling om tungmetaller i danske jorder, at »at kobber med tiden vil kunne udgøre et miljøproblem på gylletilførte marker«. Året efter i 1997, skrev Danmarks Jordbrugsforskning et notat vedrørende »Kobber og zink i jordbruget« (Notat vedrørende Kobber og zink i jordbruget, Danmarks Jordbrugsforskning,
Direktionssekretariatet, 1997, 9p.).
Her blev det oplyst, at der netop var igangsat forsøg, der skulle undersøge »de grundlæggende mekanismer bag effekten af kobber og zink hos smågrise«. Så allerede i sidste årtusinde blev initiativer til at nedsætte forbruget udsat indtil, der kom ny viden på bordet om grisenes behov for zink og kobber.
Da forbruget af kobber var stigende i svineindustrien blev bekymringen for anvendelsen af stoffet så væsentlig, at EF i 2003 fremlagde en forordning om begrænsninger af anvendelsen af kobber i svinefoderet.
Håb om en ny EU kobberforordning
Tilsyneladende vil EU snart igen fremlægge en ny forordning, der yderligere vil reducere landbrugets forbrug af kobber. I dag tillader bestemmelserne, at for eksempel smågrise får tilført op til 170 mg kobber per kilo foder, en koncentration, der ligger 25 gange over svinenes fysiologiske behov.
Efter et møde den 14. juli 2016 i EFSA, der er EU’s kontor for fødevaresikkerhed, udtalte en repræsentant for et ekspertpanel under EFSA, at panelet agter at foreslå en nedsættelse
af indholdet af kobber i foderet fra 170 mg til 25 mg/kilo. ESFA’s skriftlige begrundelse herfor foreligger i rapporten:
»Revision of the currently authorised maximum copper content in complete feed.«
Af rapporten fremgår det, at forbedrede hygiejniske og sanitære forhold i svinestaldene fuldt ud vil kunne substituere for den forventede mindre tilvækst hos smågrisene på grund af en mindre tilsætning af kobber til foderet.
Kobber- og zinkforureningerne koncentreres
Umiddelbart skulle man tro, at EF forordningningerne reducerede problemet med, at for store kobber og zink mængder tilføres jorden. Men de løbende strukturændringer i svineindustrien har resulteret i ikke blot en koncentration af produktionerne, men også i en specialisering af de enkelte svinebrug for eksempel rene smågriseproduktioner.
Det betyder, at der nu kan findes en betydelig forurening med kobber og zink omkring de svineindustrier, der har en kombineret so- og smågriseproduktion, og en kraftig forurening omkring de industrier, der alene omfatter produktion af smågrise.
Det skyldes, at det ikke kan betale sig at transportere gyllen ret langt væk fra produktionsstedet på grund af gyllens relativt ringe gødningsværdi. Et andet aspekt af brugen af de to tungmetaller er, at de medvirker til antibiotikaresistens. For zinkens vedkommende drejer det sig specielt om bakterier af typen MRSA CC398.
Zinkforbindelser er problematiske
Zinktilskuddet til svinefoderet er gennem de seneste 25 år normalt blevet givet i form af zinkoksid. En simpel konservativ beregning2 af de lovlige fodertilsætninger af zink som vækstfremmer viser, at der i 2015 findes mindst 1000 tons rent zink i svinefoderet. Zinkoksid anvendes desuden veterinært for at forhindre diarré hos smågrise. Anvendelse af medicinsk zink er receptpligtig og indberettes til VetStat.
I følge VetStat er forbruget af medicinsk zink steget fra cirka 130 tons til 427 tons i perioden fra 2004 til 2015. Stigningen er sket dels som en følge af en øget svineproduktion, og fordi anvendelsen af antibiotika skulle reduceres. Langt den største del af den zink, der findes i foderet og i medicinen – måske 94 procent af disse i alt godt 1400 tons ren zink – ender i gyllen. Hvert år(!)
Meget giftig for vandorganismer
Zink beskrives af Lægemiddelstyrelsen som værende »meget giftig for vandorganismer, idet det persisterer i jorden og kan ophobes sedimentet«.
Derfor havde en række EU lande, som Frankrig, Holland og Tyskland forbudt anvendelsen af zinkoksid til veterinært brug. Forbuddet blev ophævet, da EU-Kommissionen godkendte stoffets anvendelse til veterinært brug i hele EU i oktober 2015, på basis af nye regler formuleret af EMA, der er EU’s lægemiddelagentur.
Reglerne stillede en række nye krav til udbringningen af den gylle, der kommer fra smågrise, der er blevet behandlet med medicinsk zink. Disse regler blev introduceret i Danmark den 18.05.2016 gennem »Vejledning vedrørende miljøvurderingen af zink på husdyrbrug«.
Miljøstyrelsens vejledning er upræcis og ikke implementerbar, hvilket jeg tidligere har kommenteret på OrganicToday.dk. EU’s beslutning om generelt at tillade anvendelsen af veterinært zinkoksid til smågrise i hele EU er ikke en acceptabel løsning, selv ikke efter krav om at udkørt gylle maksimalt må indeholde 40 procent gylle fra smågrise. Landbruget ved, at det pøser alt for meget zink ud på jorden. (Se tabellen)
Det kan undre, at SEGES præsenterede disse oplysninger i april 2016. For allerede den 11. januar 2016 havde Lægemiddelstyrelsen oplyst, at smågrise gylle skal fortyndes inden
udkørslen. På basis af SEGES’s præsentation, har jeg beregnet – (se kolonne 3 i tabellen), hvor meget zink en hektar jord årligt vil modtage ved en dosering på 1,7 DE/ha. Følges de nye normer, skal gylle fra smågrise, der er behandlet med veterinært zink fortyndes således, at den udkørte gylle maksimalt må indeholde 40 procent smågrisegylle.
En mark, der modtager en blanding af slagtesvinegylle + 40 procent smågrisegylle, vil blive tilført 3,6 kg rent zink/ha hvert år. Det er en belastning, som er 12 gange højere end tilladt efter de svenske normer for udkørsel af spildevandsslam på markerne. En efter min opfattelse uansvarlig belastning af landbrugsjorden, der viser, at der snarest bør indføres regler for gylles indhold af tungmetaller her i Danmark, som foreslået i Beslutningsforslag 151 i Folketinget i foråret 2016.
Svins basale behov for zink og kobber undersøges igen og igen
Belastningen af jorden med kobber og zink har været indlysende for landbruget. Derfor blev det allerede i 1989 foreslået, at der skulle gennemføres undersøgelser af svinenes reelle behov for disse stoffer.
Det blev gentaget i 1996, da DMU forelagde sine kobberundersøgelser, og nævnt igen i 1997 i notatet om Zink og kobber i jordbruget fra Danmarks Jordbrugsforskning og gentaget i 2005 i en artikel i Grøn Viden, at der er et »behov for studier af svinenes fysiologiske behov for kobber og zink … med henblik på at reducere gødningens indhold«.
Landbruget har siden fremkomsten af DCE-rapporten i 2015 fremført, at der igen skal gennemføres nye fysiologiske undersøgelser af svins behov for tungmetaller. Intet steds anføres det, at der er påtrængende behov for at begrænse erhvervets forbrug af tungmetaller for at beskytte mennesker og miljø. For landbruget undgår helst, at der foretages undersøgelser af tungmetallernes indvirkning på miljøet, på menneskets sundhed og indholdet af tungmetaller i vore basisfødevarer.
Politikerne bør anvende forsigtighedsprincippet for at beskytte jordens dyrkningspotentiale og befolkningens sundhed. Landbrugets repræsentanter afslog i 2012 i Vildtforvaltningsrådet, at gennemføre en undersøgelse af råvildt (markvildtets) belastning med tungmetaller.
EU handler: Nu skal svineindustriens zinkforbrug
reduceres af hensyn til mennesker og miljø
EU-Kommissionen udsendte den 6. juli 2016 en ny forordning, der fra 2017 vil reducere indholdet af zink i foder til slagtesvin fra 150 mg zink per kilo foder til 120 mg zink. Indholdet af zink i foderet til søer og smågrise er uændret.
Placeringen af forurenede jorder hemmeligholdes
Med DCE rapporten fra 2015 er det nu blevet påvist, at landbruget har et reelt problem med kobber- og zinkforurening af dyrkningsjorden.
På trods heraf bliver det fortsat hemmeligholdt, hvor de markblokke er beliggende, hvor der er konstateret for meget kobber og zink i jorden samtidigt med, at miljømyndighederne har pålagt kommunerne fremover at kontrollere zinkforureningerne ved hjælp af en række meget ringe definerede og helt utilstrækkelige redskaber.
Det er reelt overladt til Realkreditinstitutterne og nye købere af landbrugsejendomme at sikre sig, at landbrugsjorden på de ejendomme, de ønsker at give lån i eller at erhverve, ikke er så belastet med kobber og zink, at det kan give dyrkningstekniske problemer fremover.
Det er urimeligt, at presset fra svineindustriens lobbyister har større indflydelse end borgernes ønske om, at basisfødevarerne, drikkevandet og jorden ikke er forurenet. Foto: Colourbox
Slap kontrol af svinefoder
Plantedirektoratets foderstofkontrol varslede ifølge Maskinbladet 30 maj 2003, at der vil blive udstedt bøder ved bevidst overtrædelser af reglerne for tilsætning af zink. I en tidsskriftsartikel fra 2011 blev det slået fast, at der skal »en meget god forklaring forklaring til for at undgå bøde og en krydsoverensstemmelsessag«.
I samme rapport skrev Fødevarestyrelsen, at man fortsat vil have fokus på kobber og zink i kontrollen. I 2015 udtalte en kontorchef i Fødevarestyrelsen til Ingeniørens Ugeblad i forbindelse med en konstateret overskridelse af zinkindholdet i svinefoder på ikke mindre end 67 gange, at »… landmanden får en indskærpelse samt en bøde, hvis det sker igen«.
På den baggrund har jeg svært ved at forstå, at Miljøministeren kan bedyre i Folketinget, at der er styr på tilsætninger af kobber og zink. For hvor ligeglad kan en kontrollerende styrelse vedblive med at være med foderets indhold af kobber og zink?
Specielt fordi mere end 27 procent af gylleprøverne ifølge DCE’s undersøgelser i 2015 indeholdt så meget kobber og zink, at gyllen burde være kørt direkte på en kontrolleret losseplads efter Slambekendtgørelsens regler. Når det er den lille hjemmeslagter, der afsløres, så falder Fødevarestyrelsens hammer øjeblikkeligt.
Handling forudsætter ikke mere viden
På mig virker det ikke seriøst, at et erhverv årti efter årti undgår kritisk forskning på området og samtidigt påberåber sig manglende viden, før der kan ske indgreb i en ikke bæredygtig svineproduktion, hvor anvendelsen af kobber og zink sker for at afbøde manglerne ved et produktionssystem, der tilsidesætter dyrenes rimelige tarv.
Det er urimeligt, at presset fra svineindustriens lobbyister har større indflydelse end borgernes ønske om, at basisfødevarerne, drikkevandet og jorden ikke er forurenet.
SEGES spillede i foråret 2016 ud med et behov for ikke mindre end fem nye undersøgelser af svinene, som SEGES anser for helt nødvendige, før erhvervet ønsker at diskutere reduktioner i mængden af kobber og zink. Samtidigt spiller SEGES ud med, at nedsættelser af forbruget af kobber og zink, naturligvis skal ske på EU niveau.
Jeg forstå ikke, at dette mummespil fortsætter år efter år, uden at forsigtighedsprincippet bringes i spil? Derfor er det glædeligt, at EU nu har skåret igennem og krævet en reduktion i tilsætningen af zink i svinefoderet på basis af den tilgængelige viden.
Baggrunden for rådyrsygen, der nu har raseret i 15 år, er fortsat ikke belyst.
