Tungmetaller i jorden bekymrer Frie Bønder

TUNGMETALLER – Svineindustrien ødelægger vores dyrkningsjord med tungmetaller. Hvem vil købe grønsager fyldt med tungmetaller, lyder det fra Landsforeningen Frie Bønder – Levende Land.

Frie Bønders Henrik Nygaard er bekymret over forureningen af landbrugsjord med tungmetaller.

Frie Bønder – Levende Land er stærkt bekymret for fremtidens landbrug oven på mandagens udmelding om den store forurening af landbrugsjorden med tungmetallet zink, som beskrevet blandt andet her på OrganicToday.dk.

Foreningen kræver stop for yderligere en million flere svin, indtil forureningsproblemerne er tilfredsstillende løst.

DCE fra Aarhus Universitet har med rapporten »Belysning af kobber- og zinkindholdet i jord« dokumenteret, at indholdet af zink og kobber i landbrugsjord, hvor der udspredes svinegylle, er bekymrende højt, , siger foreningens formand Hans Jørgen Nygaard.

Svins tarmsundhed vejer tungest
- Vi finder det stærkt problematisk, at man sætter svins tarmsundhed højere end hensynet til fremtidens dyrkningsjord, miljøet, naturen og ikke mindst menneskers sundhed, siger han.

Nygaard henviser til miljø- og fødevareministerens påstand om, at skal man stoppe brugen af zink og kobber i svineproduktionen, udløser det andre problemer.

Zinkoxid og kobbersulfat tilsættes til svinenes foder, fordi det har en stabiliserende effekt på grisens tarmflora. Metallerne optages ikke i grisen, men havner i stedet i gyllen, der spredes på markerne som gødning.

Hvem vil købe grønsager dyrket på forurenet jord?
Nygaard mener, at tungmetallerne i svinegylle vil forurene jorden og gøre det vanskeligt at dyrke og afsætte grøntsager og andre salgsafgrøder i fremtiden.

- Vi kommer nok ikke uden om, at forbrugerne vil stille krav om at salgs- og foderafgrøder dyrkes uden brug af svinegylle med tungmetaller og andre skadelige stoffer. Mindst lige så bekymrende er det, at fremtidens landmænd vil få svært ved at finde og købe ejendomme, hvor markerne ikke er forurenede med de giftige tungmetaller, siger han.

Stop for flere svin
Hans Jørgen Nygaard forlanger derfor fuld stop for flere svin i Danmark, indtil problemerne med tungmetaller – og med antibiotika-rester – er tilfredsstillende løst.

Regeringen har planer om at give svineproducenterne lov for at producere en million flere svin, selv om vi i forvejen producerer tæt ved 30 millioner svin årligt i Danmark. Det skal ske ved at nedsætte grænsen af antal dyreenheder fra 1,7 DE til 1,4 DE pr ha.

- Men så længe vi ikke kender omfanget af både tungmetaller i svinegylle og i landbrugsjorden samt udbredelsen af MRSA CC398, vil det være uansvarligt og direkte skadeligt for landbrugserhvervet med flere svin, siger Hans Jørgen Nygaard.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: