Tre økologiske demo-gårde indviet

ØKOLOGI – Den stod på blødkogte æg, hjemmelavet rullepølse og æblemost til alle de fremmødte, da tre sjællandske gårde i dag blev indviet som demonstrationsgårde for konceptet Økologisk Kredsløbs Landbrug (ERA) og for Bæredygtige Fødevarenetværk.

Jens Otto Rasmussen fortæller om Stengårdens grønsagsmarker.

De tre gårde er Stengården ved Bregnerød, Skovlygård ved Jystrup og Krogagergård ved Fjenneslev.

Gårdene er udpeget som demonstrationsbrug i det såkaldte BERAS-Implementation Projekt. Der er 24 partnere og 35 associerede organisationer i 11 lande rundt om Østersøen med i projektet.

Professor Artur Granstedt fra BERAS-sekretariatet på Södertörn Universitet overrakte diplomer til de stolte familier. Artur Granstedt fremhævede Økologiske Kredsløbs Landbrug som et spændende og nødvendigt alternativ til det intensive landbrug med den specielle fokus på både miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Miljømæssigt er ERA-landbrug helt i top – det lave input og et minimalt spild af næringsstoffer sikrer en meget lav udledning til vandmiljøet. Og økonomisk er det et interessant bud på, hvorledes mindre landbrug via samarbejde og jobskabelse, lokal forarbejdning og lokal afsætning også i fremtiden kan bidrage til liv og beskæftigelse i landdistrikterne.

Lokal produktion er vejen frem

BERAS-Projektets omdrejningspunkt er Østersøen, hvor vandmiljøet er truet. ERA er således også nødvendigt bæredygtigt alternativ for landbrug i de tidligere østlande, som står over for en markant strukturudvikling i de kommende år.

ERA-gårdene blev hilst velkommen af Per Clausen fra Folketingets Fødevareudvalg:

- Lokal produktion og lokale arbejdspladser er vejen frem. Det er vigtigt, at nogen går i spidsen og viser vejen frem. Når ressourcerne bliver dyrere og arbejdskraften billigere, så vil markedskræfterne kunne virke i samme retning. Og politikerne skal opstille de nødvendige rammer for omstillingen, sagde Per Clausen.

Også Kirsten Lund Jensen fra Landbrug og Fødevarer, borgmester Ole Bond Christensen fra Furesøkommune og Kim Bonde og Britta Nielsen fra Ringsted kommune roste de tre gårde for at være spydspidser med stor betydning i de respektive lokalområder.

Vi skal spise mindre kød

- Økologien er i bevægelse – der er brug for helhedstænkning, når vi møder fremtidens udfordringer, sagde Evald Vestergård, der er formand for Økologisk Landsforening.

Både han og Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd  var enige i, at vi i den vestlige verden bliver nødt til at spise mindre kød – så kan det økologiske landbrug sagtens brødføde en kraftigt voksende verdensbefolkning.

Det Økologiske Råd er dansk partner i projektet. Projektet er støttet af EU via Baltic Sea Regional Programmet og den danske del af projektet er også støttet af Promilleafgiftsfonden for landbrug og EU-nævnet Pulje C. Økologisk Rådgivning, Økologisk Landsforening, Københavns Madhus og Frugtformidlingen er med som danske associerede partnere i projektet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: