Transport sluger halvdelen af olien

Transportsektoren bruger halvdelen af al den olie, vi pumper op. Tørstige lastbiler i Indien, Kina og Mellemøsten opvejer så rigeligt besparelserne på energiforbruget i de rige OECD-lande. Andelen til transport vil fortsat stige, fordi antallet af personbiler forventes at blive fordoblet inden 2035, og fordi flere varer skal køres langt.

Transportsektoren er storforbruger af energi. (Foto: CC BY flickr mikecogh).

Det globale billede for energiforbrug er på ingen måde på vej imod noget bæredygtigt, fastslår Det Internationale Energiagentur, IEA, i sin 2012 årsrapport. Efterspørgslen på energi vil stige med over en tredjedel i 2035, og det er de nye økonomier, der står for væksten.

Kina, Indien og Mellemøsten tegner sig for over halvdelen (60 procent) af stigningen i energibehovet. I de rige OECD-land stiger det næsten ikke. Langt overvejende dominerer forbruget af fossilt brændstof som olie og gas.

Meget energiforbrug er støttet af skatteyderne i lande. Faktisk modtager gas og olieforbrug langt større offentlige subsidier end sol- og vindenergi. Stater giver industrier og forbrugere 523 milliarder dollars i subsidier, hvilket er 6 gange mere end vedvarende energikilder får.

Store trends
USA er på vej ind i en ny tidsalder, hvor landet storproducerer olie og gas. Og kernekraft er på vej retur i mange lande. Amerikanerne vil i 2020, om det går politisk i den retning, overgå Saudi Arabien som verdens største producent af olie. Det skyldes nye teknologier og prisudviklingen på verdensmarkedet.

USA har også indført en række regler for besparelser på energi i transportsektoren, som vil slå igennem på forbruget i de kommende år. Europa lovet at skære 20 procent af sit forbrug, Japan vil ned med 10 procent. Og det er før de ringe lande bliver gode til at spare på energi i industri- og ejendomssektoren.

Behovet for olie topper i 2020
Faktisk hænger meget af fremtidens energiproduktion på Irak, der har et ganske overvældende stort potentiale. IEA anslår, at behovet for olie topper i 2020, hvorefter det faktisk falder. Fra 2020 til 2035 vil behovet falde svarende til den samlede produktion af Rusland og Norge.

IEA forventer, at de enorme investeringer, der foretages i de kommende år, vil få en signifikant indflydelse på verdensøkonomien med en samlet vækst i 2035 på 18 billioner dollars i nationalprodukterne i Indien, USA, Kina og Europa. Til den tid vil det være betydeligt lettere at købe og bruge vedvarende energi.

Samtidig vil miljøet blive bedre efter 2020 med mindre udledning af CO2 og renere luft. Det forhindrer dog ikke, at agenturet anslår en global temperaturstigning på 3 grader C på langt sigt, hvis forudsigelserne holder.

At opnå kun 2 graders stigning bliver stadig mere uopnåeligt, hedder det.

• Dan Larsen er journalist og redaktør for nyhedsbureauet Verdensnyt.dk, som OrganicToday.dk har et redaktionelt samarbejde med.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: