Trafikminister vil gennemhulle Amager Fælled med asfalt

NATUR – Fredningsalliancen arrangerer demonstration ved Christiansborg søndag 24. februar klokken 11. »Vi sikrer ikke områdets enestående naturværdier ved gennemhulle området med asfalterede stier«, lyder det fra Anders Morten Christoffersen, formand i Verdens Skove.

Fredningsalliancen indkalder til demonstration på søndag.

Et nyt lovforslag fra trafikminister Ole Birk Olesen truer Amager Fælled og har pustet nyt liv i den folkelige modstand. Aktivisterne har sluttet sig sammen i Fredningsalliancen, som indkalder til demonstration foran Christiansborg søndag 24. februar og opfordrer alle til at møde op for at demonstrere deres utilfredshed med regeringens planer. Lovforslaget (L 153) vil anlægge en hel bydel på Amager Fælled med op til 5.000 indbyggere.

Ørestad Fælled Kvarter flyttes fra strandengen til nabogrunden. Men strandengen bliver liggende som transitområde på vej til metroen for den ny bydels beboere. Derfor er der en reel risiko for omfattende slitage af det enestående område, understreger Verdens Skove, som er med i Fredningsalliancen.

Sjældne og truede arter
»Da Københavns Overborgmester i september 2017 efter massivt folkeligt pres opgav at bygge på Amager Fælleds strandeng, virkede det som en soleklar sejr for biodiversitet og bynatur. Strandengen skulle fredes og den planlagte bydel Ørestad Fælled Kvarter flyttes til et sted uden enestående naturværdier. I dag halvandet år efter, er området så igen udset til bebyggelse«, opridser Verdens Skove.

Den gamle strandeng på Amager Fælled er hjem for en række sjældne og truede arter. Det gælder blandt andet et rigt insektliv og botaniske sjældenheder, som planten brændeskærm, der i Danmark stort set kun vokser på dette område.

»Ofte taler man om, at andre lande ikke gør nok for at bevare deres biodiversitet. Alligevel lægger det nye lovforslag i Folketinget op til det, der kan blive en ny kamp på liv og død for Amager Fælleds truede natur«, forklarer Verdens Skove.

Kortslutter den demokratiske proces
Ifølge formanden for den grønne organisation har hverken By & Havn eller Metroselskabet tilsyneladende lært noget som helst af den lange debat om beskyttelse af unik bynatur, og foreslår i deres høringssvar til lovforslaget at anlægge asfalterede stier, der vil kunne beskære strandengens natur.

- Jeg finder det stærkt bekymrende, at politikerne vil anlægge en hel bydel på et grønt område lige ved siden af strandengens unikke natur. Vi sikrer ikke områdets enestående naturværdier ved gennemhulle området med asfalterede stier, siger Anders Morten Christoffersen, formand i Verdens Skove.

Han er utilfreds med, at det ny lovforslag kortslutter den etablerede fredningsproces ved at affrede flere andre områder i København ved lov til gengæld for kortsigtet, økonomisk vinding.

- Det skaber en farlig præcedens for at politikerne også vil kunne fjerne den foreslåede fredning af strandengen, næste gang de mangler penge. Verdens Skove mener, at strandengen må beskyttes ved en fredning, der reelt sikrer områdets naturværdier. En fredning skal ikke være midlertidig, men permanent, siger Anders Morten Christoffersen.

Verdens Skove kæmper for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed og er medlem af Fredningsalliancen, der arrangerer en demonstration ved Christiansborg mod Affredningsloven søndag 24. februar kl. 11.00.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: