Topmøde i Horsens skal gøre EU grønnere

MILJØ – Miljøministre fra hele Europa holder topmøde i Forum Horsens i disse dage. Den grønne omstilling, hvor vi får mere ud af mindre, er vejen ud af krisen, siger miljøminister Ida Auken.

På det uformelle topmøde i Horsens skal EU-minstrene bandt andet diskutere det såkaldte energieffektiviseringsdirektiv.

Miljøminister Ida Auken og klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard har inviteret alle deres europæiske ministerkolleger til uformelt ministermøde i Horsens i disse dage.

På dagsordenen er et grønnere Europa som en del af løsningen på finanskrisen. Ministrene skal blandt andet enes om, hvordan Europas miljøpolitik skal se ud det næste årti og diskutere det såkaldte energieffektivitetsdirektiv, der skal være forhandlet på plads inden udgangen af juni.

Under mødet kan mere end 30 miljø-, klima- og energiministre og tre kommissærer sætte sig op i sadlen, når der skal cykles fra hotellet til Forum Horsens. Interessen for det første uformelle møde i Horsens under det danske formandskab er stor, men der er også lagt op til vigtige drøftelser under de to ministermøder, som ligger i umiddelbar forlængelse af hinanden.

Vejen til grøn økonomi
På miljøministermødet skal ministrene enes om vejen mod en grøn økonomi.

- I Horsens skal vi enes om hovedlinjerne for et nyt 7. Miljøhandlingsprogram. Det skal sikre en grøn omstilling af EU de næste 10 år. Den grønne omstilling, hvor vi får mere ud af mindre, er vejen ud af krisen, erklærer miljøminister Ida Auken, som peger på tre eksempler.

- For det første skal vi blive langt bedre til at genbruge vores ressourcer. Det vil samtidigt skabe tusinder af nye jobs.

- For det andet må vi sikre, at det bliver en langt bedre forretning at gå foran med grøn produktion og bæredygtige produkter. Forurenerne skal betale.

- For det tredje skal vi gøre endnu mere for at begrænse skadelige kemikalier, siger Ida Auken, der er formand for EU’s miljøministerråd.

Tomødet i Rio
Miljøministrene skal også drøfte, hvordan Europa som vigtig forhandlingspart ved verdenstopmødet i Rio i juni kan sætte et afgørende fodaftryk på den aftale, som skal føre til en global grøn omstilling. Omstillingen skal både rumme mulighederne for vækst og bæredygtig anvendelse af naturens ressourcer.

- Udnyttelsen af jordens ressourcer har hidtil skabt vækst, men nu har vi overskredet grænsen. Vi er hastigt på vej fra syv til ni milliarder mennesker, og middelklassen vokser i mange lande, så vi skal have mindsket trækket på jordens ressourcer. Europa bør spille en fremtrædende rolle og sikre, at verdenstopmødet fører til konkrete resultater, siger Ida Auken.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: