Aftalen indebærer, at Timemodellen gennemføres, og at størstedelen af jernbanen i Danmark elektrificeres. Det betyder, at man fremover kan køre i moderne, klimavenlige el-tog på en time mellem Esbjerg-Odense, Aalborg-Aarhus, Aarhus-Odense og Odense-København.
Effekterne af de hurtigere forbindelser vil, takket være en smartere tilrettelæggelse af køreplanerne med prioriterede tog med korte skiftetider til Timemodellens tog, sprede sig til hele landet og kommer dermed også rejsende til gode uden for de store byer.
Med aftalen gennemføres der samtidig hastighedsopgraderinger af en lang række regionale baner, som særligt vil komme danskere i yderområder til gode og forstærke de markante rejsetidsgevinster, som Timemodellen medfører. Med aftalen er det bl.a. også besluttet at anlægge en helt ny bane til Billund og at investere i ekstra spor og øget kapacitet i Nordjylland, ved Gødstrup station ifm. det nye sygehus, mellem Herning og Holstebro og ved Ny Ellebjerg station.
Ministeren lykønsker befolkningen
- Jeg vil gerne sige et kæmpe tillykke til danskerne. For med aftalen i dag får vi endelig en moderne, hurtig og grøn jernbane i Danmark. En jernbane, som vil give et reelt, konkurrencedygtigt alternativ til bilen og skabe helt nye muligheder for at bruge den kollektive transport og samtidig få mere tid til at få hverdagen til at hænge sammen, siger transportminister Pia Olsen Dyhr.
- Vi skaber markant hurtigere tog for hele Danmark. Timemodellens superlyn vil binde de største byer i Danmark tættere sammen, og vi opgraderer en række regionalbaner, så togene kan køre hurtigere bl.a. mellem Aalborg – Frederikshavn og Holbæk- Kalundborg.
- Og så sikrer vi en grønnere transport i Danmark, understreger ministeren.
- Konkret vil aftalen betyde en reduktion af CO2 udledningen med 220.000 tons om året, fordi man fremover vil kunne køre med hurtige, moderne el-tog over hele Danmark.
- Samtidig skaber vi arbejdspladser med aftalen. Projekterne i Togfonden DK vil i anlægsperioden være med til at fremme beskæftigelsen i bygge- og anlægserhvervet og relaterede serviceerhverv i Danmark. Alene elektrificeringen og Timemodellens anlæg vil i anlægsperioden øge beskæftigelsen med ca. 20.000 årsværk, lyder vurderingen fra transportminister Pia Olsen Dyhr.
Realisering af Timemodellen for samlet ca. 14,8 mia. kr.:
• En ny bane over Vestfyn til 4,9 mia. kr.
• En ny bro over Vejle Fjord til 4,3 mia. kr. (hertil kommer 76 mio. kr. til at forøge gennemsejlingshøjden til ca. 40 meter)
• En ny bane Hovedgård – Aarhus til 3,4 mia. kr. (midlerne hertil er reserve-ret)
• Opgraderinger af de eksisterende strækninger Fredericia – Vejle, Vejle – Horsens – Hovedgård samt omkring Aarhus H til samlet 1 mia. kr.
• Opgradering af den eksisterende strækning Aarhus – Hobro til 0,9 mia. kr.
• Pulje til perrontilpasninger m.v. på 0,3 mia. kr.
Elektrificering for samlet 8,7 mia. kr.:
Parterne er enige om at afsætte 8,7 mia. kr. til elektrificering af størstedelen af det danske jernbanenet. Det danske jernbanenet er i dag kun delvist elektrificeret. Med Togfonden DK elektrificeres følgende strækninger frem mod midten af 2020’erne:
• Fredericia – Aalborg 2021-2023
• Aalborg – Frederikshavn 2023-2025
• Vejle – Struer 2024-2026
• Roskilde – Kalundborg 2022-2024
Elektrificering af jernbanen bidrager til at nå målet om at gøre jernbanen uaf-hængig af fossile brændstoffer og forøge andelen af vedvarende energi. Samti-dig gør elektrificeringen det muligt fremover at indkøbe standardiserede, hurtige moderne el-tog.
Regionale opgraderinger for samlet 1.240 mio. kr.:
• Aalborg – Frederikshavn
• Struer – Thisted
• Langå – Struer
• Østerport – Helsingør
• Vejle – Struer
• Esbjerg – Struer
• Skanderborg – Skjern
• Bramming – Tønder
• Holbæk-Kalundborg
• Køge Nord – Næstved
• Tinglev – Sønderborg
Med disse hastighedsopgraderinger vil der blive tale om markant kortere rejsetider for de rejsende på regionalstrækningerne i Jylland og på Sjælland. Rejsetiderne forventes således forkortet med:
• 16 minutter Aalborg – Frederikshavn
• 23 minutter Struer – Thisted
• 14 minutter Langå – Struer
• 6 minutter Østerport – Helsingør
• 24 minutter Vejle – Struer
• 35 minutter Esbjerg – Struer
• 20 minutter Skanderborg – Skjern
• 14 minutter Bramming – Tønder
• 14 minutter Holbæk-Kalundborg
• 10 minutter Køge Nord – Næstved
• Ca. 1 minut Tinglev – Sønderborg
Ny bane til Billund:
Parterne er enige om, at der etableres en baneforbindelse mellem Vejle og Billund. Der afsættes 750 mio. kr. til projektet. Banen får stationer ved Billund Lufthavn og nær Legoland.
Transportministeriet vil på baggrund af drøftelser med de lokale parter komme med et oplæg om alternative linjeføringer, herunder letbane. Aftaleparterne vil drøfte oplægget i april 2014.
Forbedring af gods-og passagerkapaciteten i Nordjylland :
Der afsættes 110 mio. kr. til dette formål, idet nærmere analyser skal vise den mest hensigtsmæssige og fremtidssikrede udmøntning.
Ny Ellebjerg som nyt knudepunkt for gods- og passagertrafik:
For at undgå at godstog fra Sverige mod Ringsted skal krydse passagertog på den nye bane mod Københavns Hovedbanegård, hvilket kan give forsinkelser, etableres der en såkaldt fly-over (niveaufri skæring), hvor Øresundsbanen på bro føres over den nye bane. En niveaufri udfletning ved Ny Ellebjerg vurderes at have betydelig trafikal værdi og vil særligt være til fordel for godstogene, men vil også være et første element i etableringen af Ny Ellebjerg som et nyt knudepunkt i fjern- og regionaltrafikken. Der afsættes på den baggrund 350 mio. kr. til en fly-over over ved Ny Ellebjerg.
For passagertrafikken ligger Ny Ellebjerg endvidere centralt, hvor jernbanen København-Køre-Ringsted, Øresundsbanen, S-togsringbanen og S-banen til Køge krydser hinanden. Det gør Ny Ellebjerg oplagt som et nyt trafikknude-punkt for hele hovedstadsområdet. Parterne afsætter på den baggrund 162 mio. kr til etablering af de nødvendige perroner, trapper, elevatorer, overdækning mv. på Ny Ellebjerg station,
I alt afsættes dermed 512 mio. kr. til Ny Ellebjerg station.
Jernbanegods på Hirtshals Havn:
Der transporteres i dag store mængder gods på Hirtshals Havn. Med etablering af nyt rangerområde og spor på Hirtshals Havn vil det være muligt at overflytte en del af dette gods til jernbanen. Med aftale om En grøn transportpolitik af 29. januar 2009 blev der afsat 10 mio. kr. til fremme af samspillet mellem bane og havn på Hirtshals Havn. Der afsættes nu yderligere 23 mio. kr., som muliggør gennemførelsen af projektet.
Ekstra spor ved Gødstrup Station:
Et ekstra spor ved Gødstrup Station vil forbedre togforbindelserne til det nye regionale supersygehus. Der afsættes 42 mio. kr. til projektet med henblik på gennemførelse efter Signalprogrammets udrulning på strækningen.
Ekstra kapacitet på banen mellem Herning og Holstebro:
Der afsættes 50 mio. kr. til nærmere at undersøge og udbygge kapaciteten på banen mellem Herning og Holstebro. Formålet med at udbygge kapaciteten på banen er at muliggøre, at der kan køre op til tre tog i timen på banen mellem Herning og Holstebro og dermed – sammen med det ekstra spor ved Gødstrup Station – skabe grundlag for at køre direkte tog mellem Aarhus og Holstebro.
Pulje til parkering:
For at sikre, at det bliver attraktivt at skifte fra bil til tog lægger parterne vægt på, at der etableres et tilstrækkeligt antal stationsnære parkeringspladser – særligt på de stationer som betjenes af Superlyn. Parterne er enige om at igangsæt-te en særskilt analyse med DSB om udbygning af parkeringspladser ved stationerne i de byer, der betjenes af Superlyn. Med udgangspunkt i analysens anbefalinger vil parterne medvirke til etableringen af flere parkeringspladser ved stationerne i et fælles statsligt-kommunalt samarbejde. Parterne afsætter til dette formål en pulje på 200 mio. kr. til medfinansiering af kommunale parkeringspladser ved stationerne.
Forundersøgelse af ny bane Aarhus-Galten-Silkeborg:
En ny direkte bane Aarhus-Galten-Silkeborg vil styrke områdets sammenhæng med banebetjeningen i Østjylland, koblingen til Timemodellen og letbanebetjening i og omkring Aarhus. Parterne bag aftale om en moderne jernbane støtter op om etableringen af den nye bane. Der afsættes 4 mio. kr. til en forundersøgelse af en ny bane Aarhus-Galten-Silkeborg, herunder belysning af synergi-effekter med Timemodellen. Parterne vil senest i 2024 skulle træffe beslutning om projektet, herunder igangsættelse af en evt. VVM-undersøgelse.
Kilde: Transportministeriet