To ud af tre vil forbyde sprøjtegift

SPRØJTEGIFT – Ny Gallup-måling viser, at et stort flertal af den danske befolkning vil forbyde kemiske sprøjtegifte. De er bekymrede over sprøjtegiftrester i maden, drikkevandet og naturen.

To ud af tre vil forbyde de kemiske sprøjtegifte. Foto: Holger Øster Mortensen

Over halvdelen af Danmarks areal sprøjtes næsten tre gange hvert år med gift lavet til at slå planter, svampe eller insekter ihjel. Men det skal være slut, hvis det står til et flertal af danskerne.

63 procent af befolkningen mener, at sprøjtegifte bør forbydes i Danmark. Det viser en ny undersøgelse fra Kantar Gallup.

- Naturen er presset, og det er trange tider for det rene vand. Der er brug for en kursændring. Vi har ikke brug for mere kemi, vi har brug for mindre, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Hun er præsident i Danmarks Naturfredningsforening, der arbejder for Et Sprøjtefrit Danmark.

Økologi mod sprøjtegift
Sprøjtegift har fyldt meget i medierne i efteråret. Der blev fundet sprøjtegifte i drikkevandet, og Danmarks Naturfredningsforening og Coops Øktober-kampagne satte fokus på økologi som det sprøjtefrie alternativ til konventionelle fødevarer. Og det afspejler sig i danskernes holdning.

Mere end syv ud af ti danskere er bekymrede over, at der findes rester af sprøjtegifte i visse madvarer, drikkevandet og naturen. Det viser undersøgelsen fra Kantar Gallup.

Danmarks Naturfredningsforening mener, at økologien er et godt sted at sætte ind i kampen mod sprøjtegifte.

- Økologien har vist sig at være bæredygtig i ordets egentlige betydning. Den økologiske landmand klarer sig ofte bedre økonomisk end sin konventionelle kollega. Der er mere natur på og omkring de økologiske marker, og samtidig slipper vores drikkevand og fødevarer for sprøjtegiftrester, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

1.000 landmænd vælger økologien
Heldigvis har landbruget og politikerne set potentialet i økologien, siger DN.

Næsten 1.000 landmænd har i år søgt om støtte til at omlægge til økologi eller udvide deres økologiske areal. Det svarer til, at Danmarks økologiske areal kan vokse med op mod 19 procent.

Regeringen og Dansk Folkeparti har fremrykket ekstra midler, så alle landmænd, der opfylder betingelserne, kan få støtte til omlægningen.

FAKTA: Tal fra Gallup-målingen

  • Sprøjtegifte bør forbydes i Danmark: 63 procent
  • Sprøjtegifte bør ikke forbydes i Danmark: 24 procent
  • Ved ikke: 12 procent

Jeg er bekymret over, at der findes rester af sprøjtegifte i:

  • visse madvarer: 71 procent
  • drikkevandet: 75 procent
  • naturen: 71 procent

Kilde: Kantar Gallup for Danmarks Naturfredningsforening.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: